SLUGER VI ORDENE RÅT?

Af Karen Huus

2. søndag efter trinitatis

Bøn.

Treenige Gud, 

vi beder dig: Giv os din retning!

Et fodspor at følge på vej.

En kæde af ting, der forbinder

din mening med mening for mig

Amen

Indledning.

Dagens tekster er ikke nogle af dem, man sluger råt! –De hører ikke til dem, der let glider ned uden modstand eller mavepine. Selv om de på sin vis handler lige netop om det – at sluge noget råt, Jeg fandt dine ord og slugte dem; siger Jeremias i den første tekst, vi læste.

Ordene om at Jeremias slugte Guds ord, skaber meget bogstavelige billeder, og for mig er det minderne fra et besøg på en koranskole i Vestafrika for ualmindelig mange år siden, der dukker op.

I skolen sad børnene med hver deres fine tavle af træ og skrev Koranen af med blæk ord for ord, og lærte dem udenad.

For de børn der havde svært ved at lære ordene udenad, var der en slags specialundervisning. De skulle nemlig, når de vaskede tavlen ren, opsamle vandet med de bortviskede blækord og drikke det.

Jeg tror ikke Jeremias mente det så bogstaveligt, det med at sluge Guds ord.

Men vores eget sprog har lignende billedrige vendinger – Du kommer til at æde ordene i dig igen og vi siger om nogen, at de slugte det råt.

Radikalisering.

Men at sluge noget råt har en lidt negativ klang – Det er ord man ofte bruger om nogen, der lidt naivt hopper på noget; nogen som giver sig selv med liv og sjæl, for en sag, de måske ikke kender hele sandheden om.

At sluge noget råt er at købe hele pakken uden at ha set andet end indpakningen.

Når man sluger nogens ord råt er det derfor ikke ligegyldigt, hvis ord det er man sluger…

Teksten her om at hade familien og sig selv, om at tage sit kors på sig kunne næsten lige så godt have været den inspiration, der har fået unge til at forlade ulykkelige forældre i vores sogn og i Guds/Allahs navn og med forventning om at det er Hans vilje, at kæmpe og måske dø i Syrien.

Sluger man disse ord råt og uden sammenhæng; følger man de radikale krav bogstaveligt og uden at skelne til hvem man følge efter, kan det få fatale følger. 

Dette handler ikke specielt om islam – vildtvoksende radikalisering og ekstremisme findes i alle religioner – kristendommen er ikke en undtagelse - og det må vi modsige og modsætte os om det gror i vores egen have eller i vores religiøse søstre og brødres have.

Men radikalitet mangler altså hverken i Jesus ord eller i hans liv:

Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. – siger han. Der er en konsekventhed, som vi også hører i Johannes Åb ord om at være varm eller kold frem for lunken. Lunkenhed og vægelsind er ikke et ideal. 

Gennem tiden er Jesu ord blevet tolket som en opfordring til kamp med sværd for at udbrede Guds rige på jorden. Man kan virkelig undre sig over at det kan læses ud af evangeliet – hovedpersonen har dog aldrig udgydt andet blod end sit eget.

Radikaliteten i dagens evangelie må ses i lyset af ham der siger ordene, og i hvis spor vi skal gå.

Gør vi det bliver det ekstreme krav om at følge efter ham, ikke det mindste mindre radikalt eller mere letopfyldeligt, men det får en anden retning, der bl.a. helt udelukker væbnet kamp imod civile, børn, kvinder og mænd. 

Jesus eget liv må være den nøgle vi bruger til at forstå de hårde ord.

Familie.

Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Siger Jesus.

Det er ord man virkelig godt kan få galt i halsen. Hvordan kan fællesskabets Herre kræve af os at vi bryder vores vigtigste bånd, hvordan kan kærlighedens mester forlange at vi skal hade dem vi elsker?

Ordene må belyses af andre vigtige ord – det må vi vende tilbage til. Først må vi omkring familien.

For der er eet af tidens budskaber vi virkelig sluger råt. Det har også med familien at gøre, men handler ikke om at tage afstand fra familien – Budskabet lyder tværtimod: at familien er livsopfyldelsens sted, Familien er blevet et projekt der skal skabe vores identitet.

Familien er blevet noget af det mest hellige i vores liv, og også det vi dømmer vores liv ud fra –Det er blevet kriterie for vores livs vellykkethed. 

Det er dybest set langt mere radikalt og livstruende, end Jesus budskab om at hade familien og sig selv…

Reklamer og livsstilsmagasiner viser billeder af glade kærlige familier, med en far og en mor og to, måske tre, kønne, sunde og velfungerende børn. 

Men reklamerne afspejler vore drømme og idealer –ikke nødvendigvis vores virkelighed 

I den virkelige verden bor knap 1 million af os alene; I den virkelige verden kan man finde 37 forskellige måder at være familie på; i den virkelige verden er familien ofte alt andet end det lykkelige fundament for vores liv.

I den virkelige verden kæmper vi for at få en familie, eller vi kæmper med at holde sammen på den og måske med at få den til at ligne det den ofte ikke er, eller vi kæmper med savn, vrede og had efter brud og tab.

Ind i vores virkelige liv med og uden familie, er der faktisk noget vigtigt at hente i Jesu budskab om familien – men det skal læses som det, det er – ikke en nedgørelse af at familien kan være rammen om vores liv, kan være ramme om kærlighed og ansvar, men som en korrektion –som en rettelse af den plads vi giver familien.

Populært sagt, har vi gjort familien til vores gud – Og så er det nu vi må have andre ord ind til at belyse Jesu kradse ord om familien. Han siger nemlig også: Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden 

Det er Gud der skal være vores gud og ikke nogen eller noget som helst andet. Du må ikke have andre guder end mig, lyder det først af de ti bud. Det er Gud der er hellig, ikke familien; det er fra ham vi får vores liv og identitet givet, ikke familien; og det er ham der dømmer os, ikke familien.

Det betyder ikke at vi ikke skal leve og ånde for vores familie, hvis vi har en; det betyder ikke at vi skal svigt dem, eller sende børnene væk for at have tid til vores egen religiøse selvudfoldelse – men det betyder at vi skal give familien dens rette plads –en ramme omkring vores liv som vi skal tage alvorligt –men ikke det fundament vores liv står og falder med, ikke det, der er livets opfyldelse, ikke det der er betingelsen for vores liv.

At sætte ord på hvad et sandt og godt menneskeliv er, er svært, men vi skal lade være med at sluge damebladenes idealer råt, men i stedet sluge Jesus ord råt, tage ham på ordet –f.eks. ordet om at han er med os alle dage, uanset hvordan vi indretter vores liv, uanset hvilken vej vi går i vores forsøg på at følge i hans spor  – livet skal leves som det det er –først og fremmeste en gave og en nåde –det gælder hvad enten man bor alene, eller sammen med andre. De mennesker vi har fået givet at leve imellem er netop givet – det er en gave at leve som menneske imellem mennesker.

Afslutning.

At tage imod den gave er at leve det så godt vi kan, og at takke gavens giver og følge i hans fodspor –og det er ikke nogen let gave at pakke op For i hans radikale fodspor står der: 

Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med, elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen, Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer.

Men der står aldrig – mit liv, min væren, min identitet står og falder med mit sociale overskud, eller mine præstationer i familien –Min familie, mit liv og min identitet er jeg ikke herre over, det er ikke mit projekt. 

At tage det på sig kan føles som et tungt kors 

- det er skræmmende –for hvis jeg må opgive min familie, mine relationer, kærlighedsfyldte forhold som mit livs absolutte grundlag og mål, hvem er det så lige jeg er –og hvad er det så skal jeg med mit liv?

At tage det kors på sig er på sin vis også at lægge korset fra sig – For at opgive at være mit livs og min identitets herre, er også en befrielse, en frisættelse: 

For Gud ved hvem jeg er. Han ved hvad meningen er, Han er dommeren – det er mit mere eller mindre vellykkede liv ikke. 

Vi må gennem livet bære smerte, tomhed og kors – og vi har et spor og en identitet at bære dem i.

Det er det budskab vi skal sluge råt.

Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud.

Skulle det ske, at vi går nedtrykte herfra tyngede under evangeliets radikale budskab, så er det altid tilladt at snyde og læse foran længere frem i bogen – f.eks. Lukas´ næste kapitel eller komme igen på søndag, Det handler nemlig om os, der oplever at blive væk fra både os selv og Gud, og ikke formår at leve livet, som vi så gerne ville.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Lad os med apostlen tilønske hinanden: 

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab, være med os alle! Amen