Rummelighed og grænsesætning


2. søndag efter påske II, d. 26/4 2020

Sognepræst Niels Hviid

 

Prædiketekst: Joh 10,22-30

Jeg ved ikke, om det er tilladt at sige det i en søndagshilsen – men jeg er faktisk lidt træt af Jesus i dag!
Vi er vant til et billede af Jesus som den evigt rummelige. Ham, der går over grænser. Ham, som opsøger de udstødte og drager dem ind i fællesskabet igen. Ham, som insisterer på, at alle må være med. Evigt, altid rummelig.


Arke-billedet på den Jesus er billedet af den gode hyrde. Jesus har selv fortalt historien om den gode hyrde, der tålmodigt går ud for at lede efter den gamle, vrisne, stædige, stinkende vædder, som har forvildet sig væk fra flokken. Og da han finder den, bliver han glad, lægger det omsorgsfuldt på sine skuldre og bære det hjem, tilbage i fællesskabet.


 Bibellæsningerne til 2. søndag efter påske vrimler med får og hyrder. Det er gode, smukke, varme, trygge, tillidsfulde billeder. Læsningen fra det Gamle Testamente er måske én af de smukkeste i vores Bibel: Salme 23 fra Salmernes Bog. ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny… Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig…” Her er der godt og trygt at være. Her er rum for mig.


 Men i læsningen fra Johannesevangeliet får piben pludselig en anden lyd. Han bliver hård i stemmen, Jesus. Nogen står omkring ham i templets søjlegange og udfritter ham: ”Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud.” Og Jesus svarer ligeud: ”I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får”! Hov! Hvor blev den evigt rummelige Jesus af, den gode, blide hyrde! Her møder vi en grænsedragende Jesus. Findes der så alligevel et udenfor og et indenfor? Hvor det gælder om at være rigtig, eller at tro rigtigt for at kunne være med? Betød det så alligevel ingenting, når Jesus sagde til en romersk officer, en hedning: ”Aldrig har jeg mødt så stor tro i Israel!” Eller når han insisterer på, at den letlevende kvinde med de mange mænd også hørte til det gode selskab hos ham?


 I denne her verden, som er vores, er det måske utopisk med uendelig rummelighed? Måske kan grænseløs rummelighed ligefrem risikere at blive et overgreb mod den svage og forsvarsløse. For i vores verden er der hele tiden en kamp om magten – en kamp som også bliver en kamp om retten til at være her, retten til at høre til, retten til at være med. Kampen om magten er også en kamp om udenfor og indenfor. Netop derfor må der måske nogle gange sættes grænser. For rummer vi alt og alle, risikerer vi, at vi også rummer det uacceptable, udstødelsen af den svage eller den anderledes.


 I vores kirke oplever jeg nogle af de mest mangfoldige fællesskaber, som jeg overhovedet er en del af. Fællesskaber, som er mangfoldige på alle parametre: Aldersmæssigt, kønsmæssigt, sprogligt, etnisk, socialt og trosmæssigt… Vi er vidt forskellige. For mig er det skønt og livgivende. Det gør rummet større for mig – i den mangfoldighed mærker jeg, at der også er plads til mig. Men det er heller ikke altid gnidningsfrit! Midt i det hele er det ofte Bit, vores kirke- og kulturmedarbejder, der står solidt og gang på gang siger til os: ”Her må alle dem være med, der er klar til at rumme de andre”. Her går grænsesætning og rummelighed hånd i hånd. Ja, faktisk: Rummeligheden sikres kun ved tydelige grænser! Og i yderste konsekvens kan det betyde, at der er nogen, der ikke kan være med. Selv om det gør ondt, og at det er som om, at der er en drøm, som brister, når det sker. 


 Måske er det sådan det er: At rummelighed forudsætter grænsesætning. Og at sådan er det selv for Guds søn, den evigt rummelige, når han går ind i vores verden, som er så broget og blandet, og hvor kampen om udenfor og indenfor er en realitet?


 Det efterlader mig dog stadig med en usikkerhed i maven. For det indebærer jo risikoen for, at det kan være mig, der ikke kan være en del af fællesskabet? Kloge psykologer har sagt, at vi alle bærer på et barn indeni. Nogen gange stikker barnet sit ansigt frem. Nogle gange som et utilpasset barn, som har svært ved at passe ind i fællesskabet. Et utilpasset barn, der pludselig stamper i jorden og vil stille betingelserne og have alting på sin egen måde, hvis jeg skal være med her. Og pludselig har jeg sat mig selv uden for fællesskabet. Selv om jeg står og kigger længselsfuldt ind og bare ønsker at være med. Men det kan jeg jo ikke, for det vil betyde, at jeg skal gå i mig selv, og gøre indrømmelser. Måske endda sige undskyld. Nej! Så hellere stå udenfor, med tårer i øjnene! Så Jesus. Du sætter grænser. Og det er måske nødvendigt af hensyn til rummeligheden. Men det gør mig utryg. Hvad med det utilpassede barn inden i mig?


 Nu er vi jo stadig i påsketiden. Vi lever i lyset af opstandelsen. Påskemorgen sprængte Jesus den ultimative grænse, dødens grænse. Det spænder en håbsbue ud over vores liv: Jesus ER den evigt rummelige. Grænsesætningen er kun det næstsidste. Det sidste er opstandelsen. Da skal Gud være alt i alle. Da er magtkampen slut, og der er intet udenfor og indenfor, for han har al magt. Alt skal ånde i hans kærlighed. Og der skal ingen grænser være mere.


Amen.