PRÆDIKEN: UNDSKYLD!

Af Karen Huus.

Nytårsdag 2014. 01.01.2014

Bøn.

Gud, lad dit varme lys i hjertet brænde.

Opklar vor dunkelhed og vort bedrag,

og lad os i dit lys hinanden kende.

Da lyser natten som den klare dag

Amen.

(Dietrich Bonhoeffer, 1944/Johannes Johansen)

”Undskyld!”

Bare, sådan for en sikkerheds skyld, så må vi hellere få det overstået: ”Undskyld!”. Prædiken i dag er blevet lidt lang - ”Undskyld!”

Er det egentlig ikke meget passende at tage afsked med det gamle år med et undskyld. Så er tavlen vasket ren – bare for en god ordens skyld –så er der ligesom plads til lidt i det nye år.

På skærmene ses en passende illustration til prædikens tema. Det får lov at stå som baggrund og inspiration. Maleriet hedder ”Klud på slap line”, og er malet af kunstneren Nis Schmidt.

Her ved årsskiftet er det gængs og almindeligt at gøre status. Hvordan var året 2013. Vi får alle kavalkaderne i tv – Vi underholder os med sidste års højdepunkter, sidst års radio og tv-bøffer –og så er vi klar til at lukke ned for 2013 og åbne op for 2014.

Også årets ord 2013, blev kåret - ”Undskyld”. Faktisk mente flere, at ordet var værdigt til ikke bare at være årets ord, men årtiets ord. Og vi har virkelig også hørt mange offentlige undskyldninger de seneste år

For vi vil have undskyldninger – Det har indimellem lignet en boksekamp hvor modstandere, medier, publikum har råbt på at ikke at se blod –men undskyldninger…

Og de er kommet fra vidt forskelligt hold - fra paven, fra Ahmed Akari, fra borgmester Thomas Banke, statsminister Helle Thorning, tidl. statsminister Lars Løkke m.fl.

Nogle af undskyldningerne er faldet med ret stor forsinkelse. 

Lars Løkke forsøgte sig længe med mangfoldige beklagelser, men der blev først ro, da presset til sidst blev for stort og beklagelserne endelig blev afløst af et ”Undskyld!”.

Det var ellers ganske hæderligt at nøjes med at beklage, hvis man vitterlig ikke synes, man havde gjort noget særligt galt, og det i øvrigt var helt indenfor reglerne – Men intet mindre end undskyld kunne accepteres af offentligheden.

–Det er virkelig mærkeligt – For hvad skal vi med en undskyldning, der kræver tommelskruer – som når vi siger, til vores børn –Du kommer ikke ud fra dit værelse, før du har sagt undskyld til Peter, som du lige har slået i hovedet. Så kan børn jo godt finde ud af at sige undskyld, uanset om de kan se nogen grund til det eller ej, og uanset om de har tænkt sig at stoppe med at slå Peter i hovedet eller ej.

Politikernes offentlige undskyldning er ligeså hul, som farisæeren, der højlydt og offentlig råber sine bønner ud, deler det med Gud og hver mand, i stedet for at nøjes med Gud. Det er hyklerisk og dobbeltmoralsk. 

Så bliver bønner og undskyldninger noget man bruger for at opnå noget – farisæeren bliver set for sin fromhed, barnet får lov at komme ud og lege og politikeren kan komme ind i kampen igen uden alt for mange skrammer og ridser i lakken

Men det er, som om det ikke er helt godt nok – Der er noget, der skurer i ørerne. Måske kan dagens prædikentekst bringe os på sporet.

Hokus pokus, undskyld!

Teksten vi lige hørte er fra bjergprædiken, og her er det vi støder på Fadervor. Det er nok det mest kendte og brugte bibelcitat.

I Fadervor lyder d. 5. bøn: 

”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.

Bøn er på samme tid to ting – Det er en samtale og det er en bekendelse. Begge dele forudsætter, at der er et ”du” – en anden som vi ”står overfor”. Én som vi kan være i dialog eller samtale med og én som vi bekender os til, altså kan sige noget om. 

Bøn er bekendelse på den måde, at vi, når vi ber, afslører, hvordan vi tror, den, vi ber til, er – Derfor er det i øvrigt meget sigende, at bønnen begynder med ”Vor Far” og ikke med f.eks. ”mægtige fyrste”. Nej Far –én, vi kan stole på, én som er allertættest på os, en som vi skylder vores liv.

Og når vi ber: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldner”, så røber vi, at vi tror, at Gud som vi ber til, vil og kan forlade os vor skyld, og at Han også vil gøre os i stand til at tilgive dem, der måtte have gjort noget mod os.

Hvordan er det så med politikernes og andre offentliges ”Undskyld”. 

Ja, betydningen af ordet har flyttet sig - oprindeligt betød det at undskylde, at man oprigtig var tynget af den skyld, man bar overfor den anden, og at man bad vedkommende om at fjerne den skyld fra én, så forholdet kunne blive genoprettet. 

Nu er undskyld i stedet blevet noget, der minder om en trylleformular. Man siger ordet, ”Hokus pokus – undskyld!” og så er skylden eller problemet fjernet med de ord. Hvor ordet undskyld kunne føre til, at den anden sagde ”Alt forladt”, så er det ikke længere en anden, der skal tage skylden væk fra os, vi tager selv kluden i hånden og visker tavlen ren med ordet ”undskyld”.

Skyld og synd

Det har selvfølgelig konsekvenser – hvis vi selv fører kluden, der skal vaske vores egen tavle ren, så er vi blevet helt autonome mennesker, der ikke skylder nogen, noget som helst. 

Det kan lyde som et meget let liv, men det kan også lyde meget ensomt.

Netop det, at vi vil være den, der tørrer vores egen tavle ren; vores eget livs skaber, opretholder og forløser er blevet kaldet grundsynden. –Grundsynd, fordi det strider mod vores dybeste grundlag – at vi er skabt, og at vi er skabt ikke til et liv alene, men til et liv i fællesskab med mennesker og med Gud.

Derfor er det ikke ligegyldigt om ordet ”undskyld” ændrer betydning.

Matthæus har valgt ordet skyld (som i und-skyld) og ikke synd – og der er milevid forskel.

Det danske ord synd, kommer fra det oldnordiske sund – altså et vand der skiller, -det betyder altså, at synd grundlæggende er alt det, der skiller os fra Gud, Det er stik modsat med skyld.

Skyld betyder, at vi skylder nogen noget.

Vi har fået livet givet, vi har fået alt det, der betyder noget i vores liv givet, hver ny dag og hver ny mulighed kommer til os.

Dybest set skylder vi Gud alt – Den skyld adskiller os ikke fra Gud, men binder os til Ham.

Og det giver os et ansvar. Tilgivelsen er et godt eksempel.

Der er en sammenhæng mellem Guds tilgivelse og vores tilgivelse af dem, der måtte have gjort noget mod os. Vi skal leve af Guds tilgivelse, som vort daglige brød, i den forstand at det er den, der gør os i stand til at tilgive. Og der er en gensidighed, i den forstand at Guds tilgivelse har vi dybest set ikke modtaget, hvis vi ikke selv tilgiver. Alt hvad vi har fået givet, skylder vi at give videre.

Og vi må skelne mellem en ”Hokus-pokus-undskyldning” og en oprigtig undskyldning.

Kaj Munk.

En undskyldning kræver, at man er sig bevidst om, at man har gjort noget galt, at man skylder nogen noget.

I dag for præcis 70 år siden, 1. januar 1944, stod præsten Kaj Munk i Vedersø Kirke for sidste gang. Han stod i skibet uden kjole og krave, i frakke og rødt halstørklæde.

Han stod der ikke med en undskyldning, men med en anklage.

Nogle af sognebørnene formentlig bønder og vognmænd hjalp Besættelsesmagten med byggeri af de mange bunkere ved vestkysten. 

Kaj Munk kunne have valgt at lukke øjnene og undgå konflikt, han kunne have undskyldt sig, men det lå ham virkelig fjernt. Gennem hele krigen havde han kritiseret besættelsesmagten åbent og med åbne øjne i fht at det kunne have en pris. Så var det naturligt for ham også at kritisere sine sognebørn.

Nogle har karikeret kristendommen for at være en ret let religion – på den måde, at man bare kunne bede om tilgivelse, så var det ordnet –alle vore synder slettet ud ved Jesus blod med et enkelt ”Undskyld!”. - En tøse-religion, der hverken krævede mod eller mandshjerte. Som en ”2013-undskyldning”, der virker som en trylleformular.

Kaj Munk viste med sit liv, at så enkelt er det ikke. Undskyld forudsætter, at vi tager udgangspunkt i, at vi er i gæld, at vi har en skyld.

Nogle i Vedersø havde glemt, hvad de skylder det land, det folk og den Gud de var forbundet med. Det ville for Kaj Munk være utroværdigt, hvis ikke kirken mindede dem om det.

Kun Gud og ikke kirken kan sætte kikkerten for et blindt øje.

KM vidste udmærket godt, at det menneske, der selv lever på Guds tilgivelse, kan tilgive andre –og det faldt ham ikke svært, at opbløde anklagen mod dem, der at vitterlig nød, måtte tage hvad de kunne få, af hvem der ville give.

Men hvad stiller man op med de mennesker, der hverken var i social nød eller for den sags skyld fortrød, og som fortsat skader og svigter andre, som det var tilfældet med nogle af sognebørnene i Vedersø under krigen. Der var det ikke muligt for Kaj Munk at tilgive, han måtte derimod anklage – men han vidste også godt i hvis hænder, han så skulle lægge dem – Præcis som Jesus på korset må han overgive dem til Gud: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Vi ved af gode grunde ikke hvad Kaj Munks holdning ville havde været til opgøret efter krigen, opgøret med de mennesker, der af den ene eller anden grund nu blev dømt ude. Men efterkrigens første tid viste, at tilgivelse ikke var det, der lå først for.

Jeg er blevet ramt af, især under samtaler i forbindelse med bisættelser, at opleve, at mennesker har levet et helt liv i skyggen af, at deres forældre er blevet sat i forbindelse med besættelsesmagten. Nogle fædre blev mere eller mindre tvangsudskrevet til at arbejde i den tyske industri, henvist af en fagforening, der ikke kunne hjælpe med arbejde eller levebrød her i landet. 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Gud satte det blinde øje for sin kikkert – Men det gjorde vi andre ikke. –adskillige børn har fået ødelagt deres opvækst, fordi andre ikke kunne tilgive, men lod alt opsparet krigsharme gå ud over børn, der ikke havde lod og del i deres forældres handlinger.

For slet ikke at tale om tyske flygtninge efter krigen, -børn, kvinder, mænd, som vi lod gå til i sult og sygdom i vores varetægt.

Det er så let at fortsætte en mistrøstig sang, om hver gang vi glemte indholdet af Fadervors femte bøn.

Men der er gudskelov også håb, der er også forbilleder. Her må vi slutte - for det er de fortællinger, vi skal næres af til at leve et liv under tilgivelsens og forsoningens fortegn.

Mange er svære at komme udenom – Dette år især to: Mandela og Malala. Mandela den gamle sydafrikanske frihedskæmper, der netop er død som en meget gammel mand. Han blev et fornemt eksempel på, at man kan gå fra at være sværdkæmper til at være fredskæmper. Mandela kæmpede i sine unge år med i den voldelige kamp mod et urimeligt, inhumant undertrykkende apartheid styre. Han led under 27 års fængsling. Den opsparede bitterhed og hævntørst kunne have været enorm. Men han opgav våbnene til fordel for ordets, demokratiets og forsoningens kamp. Tænk at have været fuldstændig undertrykt i generationer – og så den dag man har magten i hænderne at insistere på, at landets fremtiden skal være en fælles og lige fremtid for hvide og sorte, for tidligere undertrykkere og undertrykte; for mindretal og flertal. Guds regnbuefolk, sagde Mandela om det sydafrikanske folk i talen, da han trådte til som præsident. Et regnbuefolk, hvor alle farver er lige nødvendige.

Og så er der Malala. Denne purunge pakistanske pige, der trods sin unge alder kæmper med sine ord for pigers ret til uddannelse og et liv på lige fod med drengene.

Hendes historie viser, at også i vor tid kan det være fuld af omkostninger at kæmpe for noget, vi tænker er selvfølgeligt – Og så er hun først og fremmest et bedre eksempel end de fleste kristne på, hvad det vil sige at svare på Guds tilgivelse af os. Trods et voldsomt attentat mod hende, da hun var bare 14 år, fortalte hun to år senere i det amerikanske program, ”The daily show”, der også blev sendt på dansk TV, om hvad hun ville gøre, hvis der igen kom en talibaner for at dræbe hende:

 ”Jeg tænkte, sagde hun, at jeg ville tage en sko og slå ham, men så ville jeg ikke være bedre end ham. Jeg vidste, at jeg skulle bekæmpe dem med fred, dialog og uddannelse. Jeg ville sige til ham, at jeg også ønskede uddannelse for hans børn.

Jeg tror ikke, Malala kender Fadervor eller Det nye testamente, men bedre eksempel på fjendekærlighed og tilgivelse er svært at finde.

Alt forladt.

Sidste og første og største forbillede og inspiration må dog være Jesus Kristus, der døde med ordene: ”Tilgiv dem!” på sine læber.

Skulle man forfalde til nytårsforsætter, kunne det være det at kæmpe for at årets ord 2014 skulle være ”Alt forladt”.

Amen