PRÆDIKEN OM VAND, TØRST OG EKSISTENTIEL LÆNGSEL

Af Niels Hviid

2. søndag efter Helligtrekonger, d. 19-01-14

Prædiketekst: Joh 4,5-26

Bøn: Herre, lad dit ord gøre sin virkning i os, så vi mærker, at der springer levende kilder fra vores indre. Amen.

1) Vand er fundamentalt. Uden vand intet liv. Når astronomer kigger ud i rummet efter liv, kigger de efter vand. Har der været vand på Mars - eller på andre planeter længere væk i verdensrummet? Alt liv, vi kender er afhængigt af vand. Livet på jorden opstod i vand. Og vores eget liv opstod i vand – fostervand. Vi er født ud af vand. Og vores krop består for en stor del af vand. En babys krop, når den er en måned gammel, består af 75% vand. Og selv om vandprocenten falder livet igennem – hos et menneske på 80 er den måske kun på 45 – så er vores eksistens stadig afhængigt af vand! Dehydrerede vi, kan vi dø, men kroppen kan genoprettes, genskabes, med vand!

Når vores eksistens skyldes vand og afhænger af vand, er det heller ikke sært, at vand er et af de stærkeste eksistentielle billeder, vi har! Også sjælen lever af sine vandrige steder – sine levende kilder.

Ligesom vand er helt fundamentalt i vores liv, sådan er tørst en fundamental fysisk erfaring. Og en lige så fundamental og almenmenneskelig erfaring er den eksistentielle tørst. Hvem kender ikke den? Men tørst efter hvad?

Fysisk tørst kan stilles ved at drikke. Men hvordan slukker vi vores eksistentielle tørst – når vi måske ikke engang kan svare på, hvad det er, vi tørster efter. Og KAN eksistentiel tørst overhovedet slukkes?

Ikke al tørst og sult er sådan lige at stille! Ørerne bliver ikke mætte af at høre. Øjnene bliver ikke mætte af at se. Og sjælen? Kan den mættes? Tro, håb og kærlighed, nærvær, ømhed, mening – alt det, som er sjælens drikke og mad – de kan vel alligevel ikke mætte sjælen, så vi – ligesom efter et godt måltid - kan læne os tilbage og sige. ”Ahh, nu har jeg fået kærlighed nok – eller håb nok – eller tro nok for en tid - eller Gud nok! – Nu skal jeg på kur og ikke have noget at spise de næste lange tider”. Ørerne bliver ikke mætte af at høre. Øjnene bliver ikke mætte af at se. Og sjælen tørster og længes.

Tørst kan opleves smertefuldt. Sådan kan sjæles tørst også opleves. Men i den kristne tradition er der også et andet syn på tørst. For tørsten er i sig selv et tegn på dét, som vi længe efter. Ville det dog ikke være mærkeligt, om universet havde frembragt en skabning med en indre tørst og længsel efter noget, som ikke er? På den måde er selve tørsten et håbstegn – et tegn på, at det eller den, som kan stille vores tørst er. Tro din længsel! Tro din tørst! Og tørsten er måske også et håbstegn på, at vi dybt i os godt ved, hvad det er vi tørster efter, fordi vi har fået en forsmag på det, som kan stille tørsten. Det er da også håbsfyldt, tænker jeg: vi tørster, fordi vi har fået en forsmag!

2) Med de tanker om vand og tørst som fysiske og sjælelige fænomener, så lad os gå på ”vandjagt”. For som sagt: Vand er ét af vores stærkeste eksistentielle billeder. 

Vi begynder fra begyndelsen! I Paradisets have strækker livets træ sine rødder ned til de dybeste kilder. Det er Anna Sophie Seidelin, der fortæller sådan: "... dets rødder drak af Verdensdybet, som på dette sted vældede op af jorden i en kilde ... Kilden nærede en bred strøm, der løb igennem Edens Have og ud under hegnet udenfor, hvor den randt bort mellem tidsler og nælder. Et stykke henne delte floden sig i fire arme, der løb til hver sit verdenshjørne og vandede hver sin verdensdel ..."

Derfra vælder vandet ud mod nord, syd, øst og vest, og vander hele verden. Og vandet vælder ud fra skabelsesberetningen, og løber som en understrøm igennem hele Bibelens lange fortælling fra Paradis til Paradis.

I de urgamle salmer synges der om vand: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand…” (Sl. 23). Eller: ”Hvor dyrebar er dog din godhed, Gud! Menneskene søger tilflugt i dine vingers skygge… du lader dem drikke af din herlige bæk; for hos dig er livets kilde…” (Sl. 36).

Sådan sang de gamle. Og de fortalte historier. Der er f.eks. historien om, hvordan israelitterne var ved at dø af tørst i ørkenen. De anklagede Moses for at have ført dem ud i ørkenen for at dø. Det havde været bedre, om de var blevet i Egypten. Og Moses beder til Gud, som altid finder veje og udveje i ørkenen. Gud siger: ”Tag den stav, du slog på Nilen med, i din hånd og gå! Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen, strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke”.

Der er utallige andre historier. Kærlighedsmøder finder i Bibelen ofte sted ved en brønd. Jakob møder sin elskede Rakel ved en brønd. Moses møder sin Sippora ved en brønd. De elskende i Højsangen mødes i en have ved en brønd – og kvinde besynges af sin elsker på denne måde: ”En lukket have er du, min søster, min brud, en lukket have, en forseglet kilde… Kilden i haven er en brønd med rindende vand, der strømmer fra Libanon”.

I fortolkningshistorien bliver digtet til mere end et højstemt kærlighedsdigt. Det bliver først til en lignelse om Guds kærlighed til sit udvalgte folk. Gud er elskeren. Israel er den elskede. Så åbnes nye betydninger, når det hedder om kvinden, at hun er en brønd med rindende vand – det bliver til en beskrivelse af Israels særlige plads i frelseshistorien. Senere, i kristen tydning, bliver elskeren til Kristus, og kvinden er den kristnes sjæl. Igen åbnes nye betydningspotentialer, hvor tørst og længsel går begge veje, og vandet strømmer begge veje. Og præcis sådan kan man høre vores fortælling til i dag. Den kommer vi til om lidt. 

Der er så meget vand, der vælder og strømmer i Bibelen. Jeg slutter på Bibelens allersidste sider. I Johannes’ Åbenbarings sidste kapitel står: ”Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone… Den, der tørster, skal komme, og den, der vil skal få livets vand for intet” (Åb 22,1.17).

3) Alle de konnotationer af vand – fysisk, almenmenneskeligt, eksistentielt og ikke mindst bibelsk – klinger med, når vi hører evangelisten Johannes’ fortælling om kvinden ved brønden. 

I fortællingen får vi strejf af en livshistorie med mange forliste kærlighedsforhold. Måske strejf af en tørst efter kærlighed og anerkendelse – og vi kan forestille os, hvordan kvindens længsel er blevet skuffet gang på gang. Måske har der været bratte opvågninger, hvor hun måtte se i øjnene, at hun tillidsfuldt havde givet sig hen, for at få sin tørst stillet. Men hun var kun blevet misbrugt og måske derpå smidt ud…

Kvinden kommer ud til brønden i den 6. time – ved middagstid, når solen står højest. Det gør man ellers ikke – man går til brønden om morgenen og om aftenen, og her udfolder det sociale liv sig, man udveksler nyheder og sladder, får sig et grin. Måske går hun til brønden nu i middagsheden for netop at undgå alt det. For måske er det hende, de snakker om og griner ad.

Der ved brønden bliver hun mødt. Af en mand, og så er hun på vagt. Jesus beder hende om vand. Han beder om konkret vand, for han er tørstig – han er for øvrigt også sulten, og disciplene er gået til byen for at købe mad. Men jeg har en mistanke om, at allerede fra første spørgsmål – ”Giv mig noget at drikke”, skal ordet vand høres dobbelt. For jeg tror, at også Jesu tørst er dobbelt. Også Jesus kender sjælens tørst. For Gud har en tørst, en længsel. Han længes efter sine elskede mennesker. At vi skal være ét med ham.

Også Gud mødte sin 6. time. Jesus blev korsfæstet i den 6. time. Og dér på korset udbryder ham: ”Jeg tørster”. Korsfæstet og forhånet af dem, han elsker. Her på korset var han så skilt fra sine elskede mennesker, som nogensinde. Og så var der alligevel ét menneske, som længtes efter nærvær med ham og håbede imod alt, hvad han troede muligt – en røver, som blot bad om en bøn og så fik svaret: ”I dag skal du være med mig i Paradis”. Hvem fik stillet sin tørst dér? Det gjorde de vel begge?

Gud kender til tørst. Én har sagt det på den måde: ”Guds tørst efter vores nærhed er langt mere intensiv end vores tørst efter ham nogensinde vil blive. Ikke fordi Gud behøver os, men fordi han elsker os”.

Jesus sidder allerede ved brønden og venter. Det bringer mindelser om Guds forsikring til Moses om, at han selv vil være ved Horeb-bjerget, når han kom: ”Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig”.

Det er snart den 6. time i dag, søndag den 19. januar. Og han sidder ved brønden og venter.  

Så til sidst: Fortællingen om den samaritanske kvinde ved brønden ender med, at hun gik ind til byen og fortalte om Jesus, og mange kom ud til ham, og de kom til tro. Det mærkelige er, at da hun frit og glad går ind til byen for at fortælle til alle dem, som hun før undgik, da lader hun sin vandkrukke stå tilbage ved brønden. Det er slutbilledet: Vandkrukken, der står forladt dér ved brønden. For kvinden er selv blevet en krukke, som er blevet fyldt, og nu vælder hun med vand til liv og glæde, tro og håb for andre. Og sådan skal vi blive et kildevæld, der vælder med liv for andre. Amen.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

-----

Lad os rejse os og ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed 

og Helligåndens fællesskab 

være med os alle! Amen.

Peter Halldorf: ”Der brænder en ild”, s. 49.

Kirkebøn

Herre Jesus Kristus. Tak, at du længes efter os, og at du tålmodigt sidder ved brønden og venter, når vi kommer i vores 6. time, med den bagage og det liv, der nu engang blev vores, formet af håb og længsler, tørst, glæder, skuffelser. 

Du ser vores tørst. Giv os af dit levende vand; giv os liv fra kilder udenfor os selv. Vær du kilden i os og iblandt os. 

Herre, vi ber dig også for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke og sygdom; vi ber dig for alle her blandt os, der har mistet; vi ber dig for alle her blandt os, der gruer for dagen i morgen. 

Vi ber dig for os alle i Gellerup, at vi sammen må opbygge et samfund, hvor tillid og fællesskab er nøgleord, og hvor ingen er udenfor.

Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup og ud over hele jorden. Tak for at vi i dåben har modtaget liv af livets kilde. Lad os som kirke være et kildevæld til tro, til trøst, til omsorg – et kildevæld, der peger hen på dig som kildens udspring.

Hør os, når vi er stille for dig.

Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Vær også nær hos os, når vores sidste time kommer, og giv os en glædelig opstandelse i din kærligheds lys, på den dag, hvor alting i himlen og på jorden skal sammenfattes i dig, og du skal være alt i alle. Amen.

Bortsendelsesord

Herren siger: 

Jeg udgyder vand over den tørstige jord,

strømme af vand over det tørre land;

jeg udgyder min ånd…

Esajas skriver: 

I skal øse vand med glæde

af frelsens kilder.

Esajas skriver: 

Herren vil altid lede dig,

han vil styrke din krop, 

så du bliver som et kildevæld, 

hvis vand ikke svigter. 

- Den korsfæstede og opstandne frelser