PRÆDIKEN OM AT VÆRE TRYG, SET OG ELSKET I SIN BEGRÆNSNING OG AFHÆNGIGHED

Af Niels Hviid

1. søndag efter Helligtrekonger, 12-01-2014

Prædiketekst: Mark. 10,13-16

Bøn: Du, ubeskrivelige guddomsfylde, bøj dig ned til os. Lad os mærke den frisættende kraft i ordene om, at vi er dine børn. Amen.

”Kan man det?” – altså bruge denne fortælling som prædiketekst? Det var den spontane reaktion hos én i gudstjenestegruppen. Denne her fortælling, som vi hører hver eneste gang, der er dåb – hvor har vi hørt den mange gange! Er fortællingen så forslidt, at vi faktisk ikke kan høre den længere?

Når vi hører fortællingen til dåb, hører vi den jo – oftest - talt til et lille barn – og som en slags begrundelse for, hvorfor vi holder barnedåb, inden barnet overhovedet kan fatte pip eller kuk.

I dag skal vi høre fortællingen med andre øre. For ordene om, at Guds rige tilhører de små børn, og at hvis vi ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer vi slet ikke ind i det – de ord er jo oprindeligt sagt til voksne – til disciplene, som var ved at tage ansvar og gribe ind i en situation, som var ved at udarte til noget, de ikke brød sig om. Ordene er sagt til kritiske voksne - det er sådan nogen, som begynder de fleste sætninger med: ”Det er også for dårligt at…”  Kritiske voksne bebrejder, kritiserer, fordømmer, dominerer, sætter grænser, stiller krav. Hvorfor? Måske i overbevisning om, at hvad de siger og mener og udretter, er så ufatteligt vigtigt. Og de ved jo bedre, de kritiske voksne. Og de er sandelig ikke bange for at tage ansvar og få rettet op på tingene!

Hvis du kan genkende en flig af dig selv i den kritiske voksne, så bliv bare siddende. Og hvis ikke – så er det ikke for sent at gå ned til børnetræf – jeg lover, at jeg skal nok blive her oppe!

OK! Vi til tider kritiske voksne, som til tider ikke er bange for at tage ansvar – på den gode eller den dårlige måde – vi får i dag opskriften på, hvordan Guds rige bliver vores. Intet mindre! OK, Jesus, vi har altså forstået, at vi skal blive som børn – nu mangler vi bare lige at få at vide, hvad det er for en særlig barnlighed, vi skal præstere! Vi er så vant til at handle og præstere – og barnlighed – det må være barnemad – det kan vi vel nok præstere! 

Hvad er det, der er kendetegnende ved det at være barn, det må vi jo finde ud af!? Vi har jo den fordel, at vi voksne jo er mennesker, der engang har været børn, og derfor måske engang har set glimt af børnenes paradis.

Men selv om vi har været børn, kan vi let komme til at forestille os børn som nogle små, uskyldsrene englebasser! Det er en vrangforestilling! Mon ikke også vi indser det, hvis vi tænker tilbage på os selv som børn. Børn er egoistiske. Deres først ord er ”mig” og ”min”. ”Min, min, min” – og føjer verden sig ikke, er der skrig og skrål! Eller hvem har nogensinde set en 2-årig, som spontant, af sig selv, delte en kage i to og gav det største stykke til en anden? Det at dele og give til den anden, er noget, der skal læres, og det er hårdt arbejde! Og børn driller og mobber. Tænk på ”drillemelodien” – du kender den godt, for den nedarves fra børnegeneration til børnegeneration: ”laa-la-la-laa-laa” – sådan lød den på Mors i ’70’erne, og præcis lige sådan lyder den i Brabrand i 2014. Og der er altså ingen pædagoger eller forældre, der lærer dem det – det klarer de helt af sig selv! Og børn kan være tankeløse eller endda ondskabsfulde. Kort sagt: Børn er ikke uskyldsrene, langtfra! De indeholder simpelthen bare alt det, som mennesker nu engang indeholder!

Så det er altså ikke dét, du skal præstere – uskyldsrenhed! Hvad er det så? 

Noget af det, der i aller højest grad kendetegner det, at være barn, er, at barnet kender sine egne grænser. Det at være barn er simpelthen hele tiden at leve i bevidstheden om sin egen begrænsning. Der er en hel, hel masse, som barnet ikke kan. Og det accepterer barnet bare – sådan er det nu engang.

Jeg husker en situation der hjemmefra – eller rettere: Jeg husker faktisk ikke situationen – jeg har sikkert tankeløst bedt ét af mine børn om at gøre ét eller andet. Men jeg husker de store, blanke øjne og gråden i halsen, og ordene: ”Jamen far, det kan jeg jo ikke”. De blanke øjne skyldtes ikke, at der var noget, barnet ikke kunne. For for barnet var det det selvfølgeligste i hele verden. De blanke øjne skyldtes det ikke at være set med sin begrænsning. Dumme, tankeløse far!

Det, som er kendetegnende ved barnet er, at det er begrænset og afhængigt. Og det véd det. Jeg tror, at barndommens paradisglimt hænger tæt sammen med erfaringen af at være tryg, set og elsket i sin begrænsning og afhængighed.

Barnet er begrænset og afhængigt. Og det er vi kritiske voksne jo også: Begrænsede og afhængige. Og derfor er vores ansvar også stærkt begrænset. Men nogle gange vil vi bare ikke være ved det. Vi tager ansvar for alt mellem himmel og jord!

Budskabet er: Du skal ikke med vanlig voksen-ansvarlighed forsøge at præstere én eller anden barnlighed – her skal overhovedet ikke præsteres. Du skal egentlig bare lukke øjnene op og se dine begrænsninger og din afhængighed i øjnene, og så skal du tage imod den kærlighed og omsorg og tryghed, som universets Gud rækker dig, når han kalder sig din far. 

Universets Gud kalder dig sin far. Det er en utrolig tanke. Han er den Gud, som har været fra tidernes begyndelse; han gennemsyrer altet, kloderne og stjernehobene og alt det tomme intet. Han kan ikke gribes med ord og han kan ikke gribes med tanken. Han sprænger kategorierne – selv ordet ”Gud” er for lille, og derfor forsøger Paulus sig med udtrykket: ”hele guddomsfylden”.

Og nu kommer det endnu vildere: Hele guddomsfylden besluttede at tage bolig i en lille skrøbelig, begrænset, afhængig menneske-eksistens.

Dermed lærer han os noget. Og han gør noget ved os. For det første tænker jeg, at han vel lærer os, at når han, universets almagt, på den måde kan give afkald og gøre sig afhængig, mon så ikke også vores selvbillede kan holde til, at vi giver afkald på ansvaret, den kritiske forældrerolle, vores krav og grænsesætning, vores bebrejdelser, kritik og fordømmelse, vores alt for oppustede storhed og vigtighed i egne øjne? Det skal vi lære!

Og hvad gør han ved os når han beslutter at blive et menneskebarn? Vi bliver hans søskende, Han bliver vores bror. Og dermed bliver vi hans medarvinger til Guds Rige. Vi skænkes barnekår. Helt uden præstation. Du skal ikke gøre dig barnlig. Men Gud gør dig til sit barn. Ingen har vel sagt det så godt som Paulus, når han skriver: ”Alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn… I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger…” (Rom 8,14ff.).

Barnekåret er ikke noget, du skal præstere, ved at træne dig til at blive en uskyldig englebasse. Barnekåret er en gave, som du skænkes ud af Guds kærlighed, på trods af alle de begrænsninger, som nu engang er dine, og som han ser og kender og omslutter med ømhed. 

Universets uendelige Gud er vores far. Som én har sagt: Gud er vores grænse*. Og dermed er det ham, som har ansvaret. Men tænker vi nu, at Han er den kritiske forælder, der sidder i sin himmel og kritisk fordømmer og stiller krav osv., ja, så er det altså et radikalt andet billede Jesus giver os i dag, når han, som hele guddomsfylden har taget bolig i, tager de små ind i sin favn, lægger hænderne på dem og velsigner dem. Ser dem, elsker dem. 

Jeg ved ikke, om jeg har fået det gjort for kompliceret. Budskabet er bare: Barnekåret er ikke noget, du skal præstere. Det er noget du skænkes kvit og frit. Og det sætter dig fri til at vandre tryg og glad på jorden, set og elsket med alle de begrænsninger, der er dine. 

”Så lad os gå til barnet ind/ og blive børn i sjæl og sind.”

Amen.

Til sidst en lille kommentar til billedet: Det er et billede fra en gade i New York. Jeg skulle selv lige se på det et lille stykke tid, indtil det pludselig gik op for mig, at alle på billedet er børn! Her spiller ingen rollen som kritisk voksen eller kritisk forældre overfor hinanden. Og gangen på jorden virker let og ubesværet. Og tryg – midt i én af verdens mest voldelige byer. Derfor må der være en usynlig, kærlig far, der har ansvaret!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Lad os rejse os og ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed 

og Helligåndens fællesskab 

være med os alle! Amen. 

*K. E. Løgstrup: Prædikener fra Sandager-Holevad, s. 86ff. 

Kirkebøn

Herre, vor Gud, himmelske Far! 

Tak for din velsignelse over os hver eneste dag i vores liv. Lad os tage imod dit rige som børn – uden kritiske forbehold, men frit og tillidsfuldt, og i bevidstheden om, at du er vores grænse, og vi hviler trygt i dig. Tak at vi må være små overfor dig; tak, at vi har ret til at være små mennesker, der ikke kan gennemskue og overskue og tage ansvar for vores liv. Tak at du tilgiver os og velsigner os, også når vi er dybt barnlige og egoistiske. 

Velsign os, så vi bliver voksne mennesker, der tager ansvar for hinanden, men som også kender grænserne for vores ansvar. 

Herre, lad din velsignelse sætte dybe mærker i os, så vi vandrer trygt og tillidsfuldt på jorden. 

Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke. Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærdighed til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos dem, der sidder i fængsel. Vær meget nær hos dem, der lider under krigens rædsler. Vi ber dig: Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. 

Vi ber dig for os alle i Gellerup, at vi sammen må opbygge et samfund, hvor tillid og fællesskab er nøgleord, og hvor ingen er udenfor.

Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup og ud over hele jorden. Tak for den velsignelse, vi modtog i dåben, og tak for det fællesskab, vi dér har del i.

Hør os, når vi et øjeblik er stille for dig…

Herre, tak, at du hører vores bøn. 

Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Vær også nær hos os, når vores sidste time kommer, og giv os en glædelig opstandelse i din kærligheds lys, på den dag, hvor alting i himlen og på jorden skal sammenfattes i dig, og du skal være alt i alle. Amen.

Bortsendelsesord

Paulus skriver: 

Alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn… I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! 

Paulus skriver: 

Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger… 

Paulus skriver: 

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse.