PRÆDIKEN OM AT BRUGE DEN SKAT SOM GUD HAR LAGT I VORES INDRE

Af Niels Hviid

Søndag Septuagesima, 16-02-14

Prædiketekst: Matt 25,14-30

Bøn: Herre, lad os høre dit ord, så vi åbner os og så vi vover at ødsler med de skønne skatte, som du har givet til os, og som du har lagt i vores indre. Amen.

To søskende vokser op i den samme familie. Deres forældre elsker dem lige højt, giver dem den samme opdragelse, sætter de samme rammer og grænser, giver dem lige meget ansvar, lige mange udfordringer, viser dem lige meget tillid, giver dem lige meget anerkendelse og konstruktiv kritik, måske også nogle gange lidt skæld ud, når det er nødvendigt. Lige meget af det hele. Alligevel vil de to søskende opleve deres barndom vidt forskelligt. Det kan sagtens være, at for den ene, er rammerne helt perfekte – tilpas frihed at udfolde sig indenfor, ansvaret som gives det, bliver taget imod som spændende udfordringer, som man vokser af, tilliden som bliver vist det barn er som en tryg og sikker klippe at stå på. Det barn vokser med opgaverne, og livet vokser mellem hænderne på det.

Og det andet barn – måske er ansvaret for stort, det bliver bange for ikke at kunne leve op til sit ansvar og sine forældres forventninger. Måske savner det tydeligere rammer. Det tror ikke rigtig på den anerkendelse, det får; til gengæld rammer kritikken hårdt... Du kan selv digte videre. For mon ikke rigtig mange af os ind imellem har haft den oplevelse, og måske haft en følelse af forurettelse, når vi så på andre - har stået lidt på afstand af de andre og tænkt: ”Hvor ser livet legende let ud – hvorfor er det ikke lige så let for mig?”

”Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet…”, fortæller Jesus. Vi bider straks mærke i det uretfærdige, at én tjener får 5 talenter og den sidste kun én. Der gives igen forklaring på, hvorfor der bliver gjort forskel. Sådan er det bare i livet. Livet tildeles os forskelligt, det genkender vi godt. Og så er det let at tænke: Én lille, dum talent – hvad kan man da også bruge den til?

Se, nu er en talent faktisk ikke nogen lille ubetydelig ting! Det er en møntenhed, og faktisk er der tale om 26 kg. rent sølv! En hel sølvskat! Nogen har regnet ud, at der på Jesu tid ville have været penge nok til at aflønne en romersk centurion og hele hans deling på 100 mand i et halvt år!

Sikke en tillid manden, som rejser udenlands, viser sine tjenere! Han betror dem hele sin formue, og hvad kunne der ikke være sket? Var der indtruffet finanskrise, eller havde de blot investeret forkert, kunne de jo have sat det hele over styr! Sådan ville det jo i hvert fald have været, hvis der var tale om penge.

Men nu er det jo en lignelse. Og lignelsens pointe er meget klar: Det, som du har fået, skal bruges, investeres. Livet skal bruges – og det liv, som du ikke bruger, kommer aldrig igen – det bliver på en måde taget fra dig – der er ikke tale om en straf, men om en simpel livslov. Livet kan altså ikke gemmes til bedre tider! Du har kun ét valg, hvis du vil bruge livet, og det er at bruge løs!

Og præcis ligesådan med de andre sølvbarrer i den skat, vi har fået betroet: Kærlighed, står der på en anden, af sølvbarrerne i din skat. Igen: Kærligheden skal bruges. Heller ikke kærligheden kan gemmes til bedre tider. På andre af sølvbarrerne står der: Tro og håb. Glæde. Der skal bruges løs, investeres. Ellers ender det hele bare i et stort sort hul, hvor ingen har glæde af det, og går det sådan, ja så er der da virkelig grund til gråd og tænders skæren.

Det hele har vi fået af Gud – hvad enten vi erkender det eller ej. Det er det, som Paulus fortalte til athenerne den dag på deres helligsted, Areopagos: Paulus går rundt og ser på alle deres altre for forskellige guder – og så finder han ét, hvor der står: Til en ukendt Gud. Den Gud, fortæller Paulus dem, er den Gud, som har givet os alt. I har ikke navn for ham, men alligevel kender I ham og han kender jer, for ”i ham lever vi, ånder vi og er vi”. Det er ham, der har givet os livet – og givet os alle de gaver, vi har brug for til et liv. Ethvert menneske bærer i sig den store sølvskat, som Gud har lagt ned i os, og som vi skal forvalte til liv og tro og håb og glæde nu i dag. Ethvert menneske bærer den skat i sig – endda selv om han aldrig har hørt Guds navn. For i ham lever vi, ånder vi og er vi.

I pengenes verden findes der finanskriser, hvor det hele kan gå stort ned, hvis man investerer forkert. Men det gør der åbenbart ikke i Gudsriget! Evangeliet har en mærkelig tillid til, at når man investerer liv, kærlighed, tro og håb og mere af samme skuffe, så findes der ingen dårlige investeringer – investeringerne vil altid give et afkast. Så spild det ud til højre og venstre med evangelisk vovemod. Gud er den Gud, der tager chancen over alle chancer og betror os hele sin skat. Vi skal følge i hans fodspor, og vove som ham. Og når vi bruger løs af liv og kærlighed, så vil det aldrig være forgæves, hævder Jesus.

Men stemmer det nu også overens med vores erfaringer? Tjaaaa…. Hvem har ikke oplevet at vi investerede vores håb i noget, som ikke blev til noget som helst, og hvor vi kun fik skuffelse ud af det? Eller vi gjorde den erfaring, at vi investerede vores kærlighed, men den blev afvist… Men evangeliet insisterer og opmuntrer os: Invester alligevel! Spild det ud til højre og venstre! Gør som sædemanden, siger Jesus, ham der såede på de mest umulige steder, for man ved jo aldrig, hvor noget vil slå rod! Eller gør som mig, siger Jesus, og så deler han ud af brød og fisk, og jo mere han deler ud, jo mere bliver der.

Måske siger vores erfaring os, at vi indimellem kan leve, elske, håbe til ingen verdens nytte. Evangeliet siger til os: Det kan du ikke vide noget om. Du kan ikke se, hvilke frugter dit liv, din kærlighed, dit håb har sat hos andre. Jesus delte ud til højre og venstre af liv og kærlighed – og hvor førte det ham hen? Ja, langfredag så hans liv ud som én stor fallit. Men ingen kærlighed, intet liv, ingen tro eller glæde deles forgæves, hævder evangeliet! Og evangeliet har påskemorgen på sin side!

Brug dine betroede talenter. Vov, invester, spild løs! Det lyder så enkelt, men hvad nu, når jeg føler, at jeg slet ingen talenter har tilbage? Når jeg føler mig som Job, der sad i askedyngen, og alt var blevet taget fra ham? Job klagede, han følte sig forurettet - af Gud og livet, og med rette. Men han havde én talent tilbage. Han blev ved med at tale med Gud. Klage til ham. Skælde ud. Synge sange over Guds storhed og vælde, sådan som vi hørte… Hvorfor? Det eneste svar, jeg kan give er, at Gud må have holdt fast i Job, så Job - hvor elendighed han end følte sig - ikke kunne slippe Gud. Gud havde lagt en stor sølvskat i hans indre. Selv Job i askedyngen, han som har mistet alt, bærer sølvskatten i sig.

Og når alt håb er ude, og du alligevel har gravet din sidste talent så langt ned, at du ikke engang kan huske, hvor den lå, da tror jeg, at der alligevel er én, som omsorgsfuldt og nådigt graver den op, tager dit ubrugte eller misbrugte liv ind til sig. Nemlig ham, som ikke gravede sine talenter ned, men delte ud og delte ud og delte ud - til liv for os.

Så kære forurettede medsøster eller medbroder. Du som også nogle gange tænker: Én lille dum talent, hvad skal jeg dog med den? Vi bærer en sølvskat i vores indre. Skal vi ikke komme i gang med at bruge den? 

Amen.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

-----

Lad os rejse os og ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed 

og Helligåndens fællesskab 

være med os alle! Amen. 

Kirkebøn

Gør mig til redskab for din fred!

Hvor hadet gror, lad mig så kærlighed.

Hvor uret råder, lad mig skabe ret,

hvor tvivlen nager, lad mig bringe tro på dig. 

Hvor mørket truer, lad mig tænde lys.

Hvor håbløsheden hersker, lad mig bringe håb. 

Hvor sorgen knuger, lad mig bringe trøst fra dig. 

Herre, lad mig ikke tænke på, 

om jeg bliver trøstet, men om jeg kan bringe trøst,

lad mig ikke tænke på,

om jeg forstås, men om jeg kan forstå,

om jeg elskes, men om jeg kan elske andre. 

Gør mig til redskab for din fred! 

Når vi forlader skyld, vil du forlade,

for det er ved at give, at vi får,

og ved at dø, at vi opstår!

Herre, hør os, når vi et øjeblik er stille for dig.

Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke og sygdom; vi ber dig for alle her blandt os, der har mistet; vi ber dig for alle her blandt os, der gruer for dagen i morgen.

Vi ber dig for os alle her i Gellerup, at vi sammen må opbygge et samfund, hvor tillid og fællesskab er nøgleord, og hvor ingen er udenfor.

Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup. Tak for den skat, du har betroet os. Gør os risikovillige, giv os mod til at tage chancer. Giv os mod til at satse alt og dele al den kærlighed og håb og tro og glæde, du har givet os. 

Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Vær også nær hos os, når vores sidste time kommer, og giv os en glædelig opstandelse i din kærligheds lys, på den dag, hvor alting i himlen og på jorden skal sammenfattes i dig, og du skal være alt i alle. Amen.

Bortsendelsesord

Paulus skriver

Jeg er vis på, at det står i hans magt at tage vare på den skat, der er betroet mig

Paulus skriver

Denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.

Paulus skriver: 

Den skønne skat, som er betroet dig, skal du tage vare på ved Helligånden, som bor i os. 

- Den korsfæstede og opstandne…