NÅR VORES NÆSTE PRIORITERES FØRST

Af Niels Hviid

Sidste søndag efter Hellig 3 konger, 09-02-2014

Læsning: Joh 12,23-33

Bøn: 

Gud giv os øjne, som kan se din herlighed – en herlighed, som rimer på kærlighed. Præg os i dit billede, så vi følger i sporene af din selvhengivende kærlighed. 

Amen.

Vi skal begynde med at se en lille stump af et interview med Malala Yousafzai. Malala er en 16-årig pige fra Pakistan, og hun blev interviewet ifbm. at hun som den yngste nogensinde blev nomineret til Nobels Fredspris sidste år. Malala er opvokset i Swat-dalen i Pakistan. Da Taliban overtog magten i Swat-dalen, blev det forbudt for piger at gå i skole, og det ramte Malala dybt – hun blev ved med at gå i skole – og hun oplevede, hvordan færre og færre mødte op, og flere flyttede fra Swat. I begyndelsen tænkte hun, at regeringen eller militæret vel ville gøre noget – men da det ikke skete, tænkte hun, at hun selv måtte råbe op for pigers ret til skolegang og uddannelse – i blogs på internettet og i medier, hun kunne få adgang til. Det endte med, at hendes skolebus blev stoppet af Taliban, en talibaner kommer ind i bussen, spørger efter hende, sigter og skyder tre gange. Hun bliver ramt i hovedet, men mirakuløst overlever hun – hun kommer til England til behandling og genoptræning, og får her en ny platform for sin kamp. Siden er hun som sagt blevet nomineret til Nobels Fredspris, hun har fået Sakharov-prisen, FN har opkaldt en årlig dag efter hende, Malala Day, og hun er vist også blevet udnævnt til æresborger i Canada.

Når vi ser bare det her lille minut af interviewet, forstår vi måske lidt af, hvorfor hun har flyttet verden en lille smule. Der, hvor vi kommer ind i interviewet, spørger intervieweren hende, hvornår hun første gang indså, at hun var blevet et terror-mål for Taliban – hør, hvad hun svarer…

”Jeg tænkte: Hvad skal jeg gøre, hvis der kommer en talibaner og vil skyde mig. Så svarede jeg mig selv: Malala, bare tag en sko og slå ham. Men så sagde jeg til mig selv: Hvis du slår ham med din sko, vil der ikke være nogen forskel på talibaneren og dig... Du må ikke behandle andre med grusomhed… Du må kæmpe gennem fred, dialog og uddannelse. Jeg sagde til mig selv, at jeg ville fortælle ham, hvor vigtig uddannelse er, og at jeg endda ville kæmpe for uddannelse til hans børn – og jeg ville sige til ham: Det er mit budskab – nu må du gøre, hvad du vil!”

---

”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv”, siger Jesus i dagens evangelium. 

Det er så let at få de ord galt i halsen! Det lyder som om, at vi skal væmmes ved alt det, som gør livet skønt og godt. Sådan er jeg sikker på, at det ikke er ment. Jesus var langt fra en livshader! Han blev kaldt en fråser og en dranker, og det må der jo have været en grund til - tænk f.eks. på vin-underet! Vi kan også se, at han havde øje for det smukke i tilværelsen – blomsterne og fuglene og sikkert alt muligt andet.

Grunden til, at vi nemt får det udsagn om at hade sit liv galt i halsen, er, at ordet hade jo er meget stærkt og meget følelsesmæssigt på dansk – had er for os en følelse, som sidder som en hård klump i maven. Det er ikke på samme måde på græsk. Der er det snarere er et spørgsmål om prioritering. Dén, der prioriterer sit eget liv højest over alt andet i tilværelsen, mister det levende og sprudlende i livet. Der er ikke tale om en straf – der er tale om en livslov: Sådan går det, hvis du kun har øje for dig selv og dine egne behov, så visner livet mellem hænderne på dig. Men i det øjeblik, du ser ud over dig selv, og sætte dit eget liv i anden række, da vil livet blomstre og gro, udfolde sig, blive større og rigere på måder, du ikke havde forestillet dig. Og der er ikke tale om en belønning for god opførsel – igen er der tale om en livslov! For sådan har livets Gud skabt livet, at livet blomstrer og gror, når vi ikke først og fremmest søger vores eget, men søger hinanden.

For mig er det dybt bevægende at se Malala – og det bevægende er, at hun åbenbart har en naiv, barnlig tillid til dén livslov. Hun har en naiv og barnlig tillid til, at der er noget, der er vigtigere end hende selv og hendes eget liv. Og så har hun en naiv og barnlig tillid til, at der er en kraft, der er stærkere en vold og ondskab. Hun kalder det ”fred, dialog, uddannelse”. Det virker dybt naivt. For hvor er freden er svag og sårbar stillet overfor en talibaners AK47. Kærligheden er svag og sårbar. At insistere på fredens vej overfor volden som Malala gør, virker så naivt, at det næsten virker dumt - i hvert fald dumdristigt.

At fredens og kærlighedens vej er naiv og dumdristig, det siger evangeliet da også lige ud. Paulus kalder det ”korsets dårskab”. Ordet om korset er en dårskab – dumhed – men det er Guds kraft - Guds herlighed. ”Vi prædiker Kristus som korsfæstet”, siger Paulus, ”en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger…” Men ”Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker”.

Guds visdom er at give sig selv. Det ser ud som dårskab og svaghed. Men det er livets princip, for det er Skaberens eget væsen. Han giver sig selv på mangfoldige måder. Han giver sig selv i skabelsen – han lader alt det skabte gennemsyre af sig selv – og så giver han ellers verden til os, og lader os gøre med den, som vi vil! Dumdristigt, som en kærlighedsgave! Vi fattede ikke kærligheden.

Derfor gav han sig til os igen i sin søn Jesus Kristus julenat, som et lille forsvarsløst barn. Livet igennem delte han ud af sig selv og sin kærlighed til enhver, han mødte. Intet kunne få ham til at gå på kompromis med kærlighedens og fredens budskab. Ingen trusler kunne få ham til at tie med fredens og kærlighedens budskab. Han havde en afgrundsdyb og naiv tillid til, at det budskab altid ville sætte sig spor.

Pinsedags fortælling om, at Gud giver sig selv til os i Helligånden, er blot en forlængelse af den fortælling, at Guds væsen er at give sig selv og sin kærlighed til os, og at han gør det igen og igen og igen og aldrig hører op med det.

Som Gud gør, skal vi gøre. Give os selv. Og blindt stole på kærlighedens og fredens svage magt. Som kirke har vi kun én ting at sige: Fred! Vores opgave som kirke er den ene: Hvor og hvornår kan vi se vores snit til at spilde fredens ord som hvedekærner i sprækker og revner her, hvor vi er? Det kan godt være, at folk vil tænke, at vi er tossede og naive; nogen gange tænker vi måske selv, at vi spilder tiden, og at det er nytteløst, det lidt, vi gør. Eller flok vil blive sure og mene, at det var et andet budskab, vi kom med, eller andre måder, vi skulle være kirke på. Men vi må holde fast: Kirken har kun ét budskab: Fred!

Og ligesådan som individuelle kristne. Hvad vi end bliver mødt med, har vi kun én ting at sige: Fred! Det er vores kald; sådan tjener vi vores Herre; sådan er vi dér, hvor han er. Det kan være i det små og dagligdags, vi skal sige det ord, fred. Og måske vil livet stille os dér, hvor vi må sætte alt på spil for at sige det. 

Det kan være rigtig hårdt at stille os dér med fredens tomme hænder, for det indebærer, at vi må give afkald på vores egen ret, på vores egne behov, og i yderste konsekvens på vores eget liv – i hvert fald, at vi ikke prioriterer os selv først. Det kræver en umådelig portion barnlig naivitet og dumdristighed! Det kræver en barnlig tillid til, at livet vokser, netop når vi sætter os selv til side og stiller os sårbare og svage med tomme, åbne hænder og ikke andet end den svage fred i munden.

Når vi forsøger, vil vi fejle ind imellem. Ingen tvivl om det. Det skal vi ikke fortvivle over. Og i det hele taget skal vi også her forsøge at se bort fra os selv – ikke at være så optagede af, hvor godt vi formår at give kærligheden og freden videre. Glem det, for du kan ikke se det hos dig selv – og forsøger du, ja, så er det jo endnu engang blot et udtryk for din selvoptagethed og selvkredsen!

Så blot tillidsfuldt og dumdristigt kærlighedens og fredens ord så godt, du formår. I tillid til, at Gud giver væksten. Også på trods af, at vækstbetingelserne i verden kan synes så svære, og at en lille kimplante så let kan trædes ned af hårde støvler. Så blot. Gud giver væksten. 

Og vid, at Gud har sået i dig. Da Kristus gav sit selv i kærlighed på korset, blev der sået så godt og grundigt i dig, at intet kan holde væksten tilbage. Den er i gang under vintermulden. Også selv om du måske slet ingen vækst synes, du kan se.

”Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”, siger Jesus. Malala fik en fantastisk, verdensomspændende platform til at kæmpe sin kamp, da hun blev skudt af en talibaner. Betydningen af, at Jesu død på korset for sit fredens budskab er ikke blot verdensomspændende – den er universel – fordi han var universets Gud. Derfor kan han sige, at når han er blevet ophøjet fra jorden, vil han drage alle til sig. Alle. Siger han. Der er ingen grund til at begynde at hugge teologisk pindebrænde på, hvor omfattende det ”alle” så er. Du skal bare vide, at når han med eftertryk siger ”alle”, så har du ingen som helst grund til at tvivl på, om det så også gælder dig. Det gælder dig, selv når du ikke magter at så fredens og kærlighedens frø.

Så blot. Slip livet løs. Naivt, barnligt, dumdristigt. Deri er livet. 

Amen.

-----

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

-----

Lad os rejse os og ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed 

og Helligåndens fællesskab 

være med os alle! Amen. 

Herre, vor Gud, himmelske Far! 

Vi beder dig om, at du vil give os øjne, så vi ser din herlighed – din selvhengivende kærlighed. Tak, at du giver dig selv til os i dit skaberværk. Hjælp os til at tage vare på skaberværket, så vi forvalter dine gaver til fælles bedste. 

Jesus Kristus. Vi takker dig for din selvhengivende kærlighed. Tak at du giver dig selv til os i din fødsel i stalden, i dit menneskeliv med mennesker i glæde og sorg, i din død på korset for at bryde dødens og ondskabens magt over os. Tak at du vandrer med os altid – i liv og død. 

Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke. Trøst os, når vi er bedrøvede og bange, giv frihed og retfærdighed til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos dem, der sidder i fængsel. Vær meget nær hos dem, der lider under krigens rædsler. Vi ber dig: Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. 

Vi ber dig for os alle her i Gellerup, at vi sammen må opbygge et trygt og godt samfund, hvor ingen er udenfor.

Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her på dette sted og ud over hele jorden. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Gud Helligånd, læg os ordet i munden, så vi må forkynde stærkt og klart om din selvhengivende kærlighed til ethvert menneske. Og uanset hvad der sker, så lad os kun have ét ord i munden: Fred!

Herre, hør os, når vi et øjeblik er stille for dig…

Herre, tak, at du hører vores bøn.

Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Vær også nær hos os, når vores sidste time kommer, og giv os en glædelig opstandelse på den dag, hvor du drager alle til dig, og du skal være alt i alle.

Amen.

Bortsendelsesord:

Paulus skriver: 

Kristus i jer, herlighedens håb.

Paulus skriver: 

lad dig ikke overvinde af det onde, 

Men overvind det onde med det gode.

Paulus skriver: 

I skal have det sind overfor hinanden, 

Som var i Kristus Jesus. 

- Den korsfæstede og opstandne frelser