NÅR ORDENE FORVANDLER OG ÅBNER OP

Af Niels Hviid

Midfaste søndag, d. 30-03-14

 

Tekst: Joh 6,24-37

 

Det indre og det ydre

Bøn: 

Jesus Kristus: Mæt os med dit ord. Mæt os med dit nærvær.

Amen.

Tag ½ kg. hvedemel, 3½ dl. vand, lidt olie, lidt salt, lidt gær. Rør det sammen – og nu – starter en forvandlingsproces. Du hjælper forvandlingen godt på vej ved at tage dejen ud af skålen og give den en ordentlig æltetur. Den skal masseres og strækkes godt, indtil den bliver luftig og elastisk. Det er proteinerne i melet, der danner lange tråde, et tredimensionalt netværk, det er det, der hedder gluten, og det er gluten, som gør brødet luftigt og godt. Og det bedste er: Du behøver intet at vide om proteiner, glutenin eller gliadin, eller hvad der ellers ligger og hygger sig i sådan en dej. Hav sanserne åbne – det kan føles og fornemmes, hvornår dejen er god. Og det hele sker af sig selv – og som sagt hjælpes forvandlingen på vej af en god gang æltning. Langsomhed, tålmodighed, gentagelse er en god ting.

Evangelisten Johannes er en god ælter! Han ælter ord; mange gange gentager han de samme ord med små variationer – det er måske også derfor han kan være lidt svær at høre læst op. Tålmodigt ælter han ordene, indtil de begynder at forvandle sig – de danner lange tråde, der rækker bagud og forud, og rækker ind i dit liv. I dag er det ordet ”brød”, Johannes ælter på, og det gør han i det meste af Johannesevangeliets 6. kapitel – det kan man godt gå hjem og læse og ælte lidt videre på selv!

Situationen er den, at Jesus lige kort forinden har gjort sit brødunder – bespist 5000 mænd med en lille drengs madpakke. Han takkede, brød brødet og gav dem det. Og de blev mætte. Og så samlede de resterne sammen – 12 kurve fulde – 12-tallet – som Israels tolv stammer. Ingen gestus er tilfældig. Intet ord er tilfældigt. Alting peger hen på en dybere virkelighed. 

Men hvad har de oplevet? Brød. Konkret, fysisk. De blev mætte. Konkret, fysisk. Så simple er vi. Vi opfatter, erfarer det konkrete, og fysiske. Mon de ikke de var gået ud i ødemarken drevet af en åndelig sult? Men da de står der, taler brødet stærkest til deres maver. Jesus ved det med det samme og flygter nærmest væk, hen over søen, om natten, uden båd. Men dagen efter finder folk ham der hjemme i Kapernaum. De vil have mere brød.

Nogen gange kan vi sukke over vores egen tid, der er så fokuseret på det materielle. Så kan det måske ligefrem være lidt en trøst at se, at det har mennesker nok være til alle tider – og det var de også, de som hørte forvandlingens ord af Jesu egen mund, og dem som så forvandlingen ske mellem hans hænder. Som én sagde: Er det ikke mærkeligt, at vi så ofte forsøger at stille den psykiske længsel gennem det materielle. Er vi kede af det, forsøger vi måske at købe os glade – eller spise os til at glemme. Føler vi os utilstrækkelige, forsøger vi måske at træne os, så vi i det mindste har styr på vores krop. Mangler vi kærlighed, forsøger vi måske at opnå den gennem hurtig, uforpligtende sex. Længes vi efter tidens fylde, spilder vi måske bare tiden foran fjernsynet… Du kan selv finde på flere eksempler. Alle eksemplerne understreger bare, at vi er så meget i det fysiske, det materielle. 

Det er vi især, når vi er børn. Så er alt konkret. Alt tale er konkret. Også f.eks. når vi begynder at høre Bibelens fantastiske og dybe fortællinger. Barnet hører dem bogstaveligt. Brød og er brød. Vand er vand. En vej er den konkrete vej, som løber udenfor huset. 

Efterhånden som vi bliver ældre, ser vi glimt af den åndelige virkelighed, som ligger bag. Sproget udvider sig, bliver større: Gud kunne finde en konkret vej for Israels folk midt igennem det Røde hav, der hvor ingen andre kunne finde veje eller udveje. Så kan han nok også finde veje og udveje for mig i mit liv, når jeg ikke aner, hvilken vej, jeg skal gå. Nu betyder vej pludselig noget meget mere og dybere. Og så siger Jesus: Jeg er vejen.

Brødet bliver æltet hele vejen igennem Bibelhistorien. De gamle spiste brød fra himlen i ørkenen. Men de måtte kun samle manna til én dag, ellers ville den blive fordærvet. Hver dag var de afhængige af Gud. Ikke en eneste dag skulle de gøre sig en forestilling om, at livets opretholdelse skyldtes dem selv og deres eget arbejde. Mannaen kunne heller ikke gøres til genstand for handel. De morgenfriske og stærke kunne ikke samle det hele til sig inden de andre stod op for derefter at sælge det til ågerpriser. Det daglige brød var kvit og frit, gratis. Og det hele skulle bruges i dag.

Som børn hører vi kun det bogstavelige lag. Som ældre begynder vi at høre de dybe lag klinge med: Hvad er det i vores liv, som ikke kan gemmes? Kærligheden f.eks. Kærligheden kan ikke samles sammen og gemmes til bedre dage. De stærke kan ikke rane den til sig, og selv om vi nogen gange tror, at vi også kan gøre kærligheden til en handelsvare, så kan vi ikke det – den fordærves straks! Kærligheden skænkes dig i dag, og du må bruge den i dag, til sidste krumme! 

Ligesådan med alt det største i tilværelsen. Håbet. Troen. Guds nåde. Selve livet. Det skænkes dig i dag, og du har kun den ene chance: Brug det i dag. Del med dem, som er omkring dig – jo mere du deler, des mere bliver der. Brug det op til sidste krumme, for i aften er det for sent. Men i morgen drypper der igen med manna fra himlen.

Vi kunne fortsætte med at ælte en masse andre bibelske ord. Brød er ikke bare brød – det skjuler en åndelig virkelighed, og Jesus siger: Jeg er livets brød. Vin er ikke bare vin; den bliver til kærlighed, og Jesus siger: Jeg er det sande vintræ. Vand er ikke bare vand, det er dåb og ånd, og Jesus er det levende vand. En dør er ikke bare en dør. Den er en åbning ud til opstandelseslivet, som en gravåbning ud til en dugvåd have – og Jesus siger: Jeg er døren. Vi kunne blive ved – alle ordene og fortællingerne kunne masseres og æltes, de danner tredimensionelle netværk af betydninger, der rækker ud i fortid og fremtid og ind i dit liv. 

Lovet være det ydre. Denne prædiken skal ikke høres som én lang klagesang over, hvor tomt det ydre/ det legemlige/ det materielle er, hvor ligegyldigt, eller hvor ringe det er ifht. det indre, det åndelige, som er meget højere og finere. Ydre og indre hænger sammen. Vi lever og sanser og erfarer i det ydre. Og gaven er, at det ydre viser hen på det indre. Måske er det faktisk sådan, at vi slet ikke kommer til det indre, undtagen gennem det ydre.

Tænk om vi kunne bruge resten af fastetiden til at se det ydre rigtigt. Mærke vores konkrete, legemlige sult og derigennem mærke vores åndelige sult. Ligeledes om vi kunne se brødet, mærke det, lugte det, skønne på det – og lade det vise hen på den indre virkelighed, at der er brød, der også kan stille vores åndelige sult.

Og har vi først set brødet på den måde, kan vi måske løfte blikket ud i verden og se, på alt det andet. Ælt ordene, forvandlingen sker: Hele verden bliver tegn på den dybe åndelige virkelighed: Gud kærlighed, Guds nåde. Nu er forvandlingen sket. Med dig. Du er selv blevet æltet og hævet og forvandlet. Helt uden at du vidste af det, du var blot dej i en andens hænder, og hans Ord blev gær i dit indre.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

-----

Lad os rejse os og ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed 

og Helligåndens fællesskab 

være med os alle! Amen. 

Herre, vor Gud, himmelske Far! 

Du har skabt os og hele verden. Tak for dine gode gaver til os: mad og drikke, hus og hjem, penge og alt, hvad vi har brug for, venner og familie, sundhed og fred i vores land. Hjælp os til at tage vare på dit skaberværk, så vi forvalter dine gode gaver til gavn for alle. Hjælp os til at dele ud af vores overflod. 

Jesus Kristus. Bliv du det levende brød for os. Mæt os med dig selv. Lad os bruge løs af din kærlighed, dit nærvær, din tilgivelse; og lad os aldrig selv være nærige med kærlighed og tilgivelse. Del os ud som dagligt brød til andres gavn og glæde. Herre, åben vore hjerter og åben vore øjne, så vi ser dem, der har brug for os; send os, og gå du selv med os. 

Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke. Trøst os, når vi er bedrøvede og bange, giv frihed og retfærdighed til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos dem, der sidder i fængsel. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. 

Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup og ud over hele jorden. Hold os fast i dette fællesskab, som du i dåben satte os i. Lad os tale stærkt og klart om din kærlighed til ethvert menneske. Særligt ber vi dig for Johan, som vi har båret til dåben i dag. Vær med ham og hans familie.

Herre, hør os, når vi et øjeblik er stille for dig…

Herre, tak, at du hører vores bøn. 

Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Vær også nær hos os, når vores sidste time kommer, og giv os en glædelig opstandelse i lys af din kærlighed, på den dag, hvor du sammenfatter alt i himlen og på jorden i dig, og hvor du skal være alt i alle. 

Amen.

Bortsendelsesord:

Salmisten skriver: 

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny. 

Moses siger: 

Mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund. 

Jesus siger: 

Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden. 

Jesus siger:

Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. 

Paulus skriver: 

Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. 

Fred være med jer!

Jesus siger: 

Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Bliv i min kærlighed. 

- den korsfæstede og opstandne frelser…