Mulighedsrum

Mulighedsrum

Mariæ Bebudelses dag, den 29. marts 2020 En "læseprædiken" i en coronatid

af sognepræst Niels Hviid

Læsning fra 1. Mosebog: Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. Han sagde: "Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre." De svarede: "Gør blot, som du siger." Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød." Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spist under træet. Så spurgte de ham: "Hvor er Sara, din kone?" Abraham svarede: "Hun er inde i teltet." Da sagde han: "Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!" Sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis. Sara lo ved sig selv og tænkte: "Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?" Men Herren sagde til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn." Men Sara løj: "Jeg lo ikke," sagde hun, for hun var bange. Men han svarede: "Jo! Du lo!" 1 Mos 18,1-15

Evangelielæsning fra Lukasevangeliet:
Da sagde Maria: "Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid." Luk 1,46-55

 

Bøn: Jesus Kristus, lad os høre dit ord, så det udfylder tomrummet i os, og så livet og glæden og kærligheden vokser i os og kommer til verden gennem os. Amen.

”I begyndelsen… var jorden tomhed og øde… og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: ”Der skal være lys!” Der skal være liv!


Tomrum. Det begyndte med et endeløst tomrum. Men for Gud et uendeligt mulighedsrum!
Lige nu er der meget tomrum i verden! Vi ser billeder af øde pladser, som plejer at være summende myretuer af liv, tomme gader, menneskeforladte byer. Og her hos os: En tom og lukket kirke, der burde være fyldt af liv og sang og fællesskab.


Måske mærker vi tomrum og tomhed i vores liv? Savnet af sociale sammenhænge, som vi plejer at være en del af? Savnet af en hånd at holde i, eller et kram.
Måske ind imellem et tomrum og en længsel efter mening i det hele taget?
Vi ser tomrum. Tomhed og øde.
Gud ser mulighedsrum: Der skal være lys! Der skal være liv!

Der er ni måneder til jul – sådan ca. Så lang tid, som det tager for et foster at udvikle sig i mors liv. Og derfor fejrer vi Mariæ Bebudelse. 


Til Mariæ Bebudelse hører to fortællinger. En om den alt for gamle Sara, som havde opgivet ethvert håb om at blive mor. Guds løfter om talrige efterkommere havde vist sig at være tomme løfter – slægten og livet ville stoppe her med disse to gamle gubber, som snart ville være væk. Men Gud kommer på besøg og gentager sit løfte. Sara må le. Af vantro? Eller en hånlig latter? Måske en latter, som forløses i en glædelig, overraskelsens latter. Hun bliver gravid og kalder sin søn Isak – et navn, som vist kan oversættes til noget i retningen af: ”Du har skabt latter for mig”. Tomrummet fyldes. Den horisont, som var så afgrænset og lukket, ligger nu vidt åben med nye muligheder for liv.


 Og så den anden fortælling. Om den alt for unge Maria, som er forlovet, og snart skal giftes. Hun skal ikke blive gravid nu! Det er helt forkert. Det er vel en social katastrofe. Maria burde vel blive dybt fortvivlet ved englens ord. Men hun bøjer stille sit hoved og siger: ”Lad det ske mig efter dit ord!” Og så synger hun lovsang! En profetisk lovsang om, at i hendes barn skal det blive sandt, at Gud udvælger det, som intet er i verdens øjne, det svage og skrøbelige, den udstødte og udskammede. Og han begynder med hende, en ung pige – som ikke er udvalgt på grund af alle hendes fantastisk fortrin, hendes fromhed, hendes uskyld. Men på grund af hendes ganske almindelige, uanselige almindelighed. I verdens øje: Et håbløst valg. Her er alt for lidt. I Guds øjne: Et mulighedsrum for kilder til liv.


Og det bliver Maria. Et mulighedsrum. Et sted senere i Lukas-evangeliet er der én, som råber til Jesus: ”Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!” ”Javist”, svarer Jesus. ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!” Og det er præcis det, Maria gør – hun tager imod Guds ord, lader sig være et tomrum, der tager imod det liv, som rækkes hende, og lader ordet gro i sit indre indtil det må komme til verden!

Sådan bliver Maria et forbillede for os. Maria bliver et forbillede, fordi hun tager imod det liv, som rækkes hende; det er ikke altid let – det er en livsopgave hver dag at tage imod det liv, som rækkes. Hun bliver et forbillede som én, der værner livet, som elsker, som passer på det skrøbelige liv med ømhed og nænsomhed. Uden Marias ømhed og kærlighed, var Gud ikke trådt frem på jorden i et menneskes skikkelse. Gud har brug for bløde kroppe, som elsker og værner, for selv at træde frem på jorden. Dengang, og i dag. Eller måske er det snarere sådan, at han skaber bløde kroppe, og skaber nænsomme hænder, så han kan træde frem. Den skabelse, eller nyskabelse, sker, når han lader sin ånd dvæle over Maria. ”Helligånden skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig”, sagde Gabriel. Helligåndens dvælen over Maria er en genspejlig af den første skabelsesmorgen, da Guds ånd svævede over vandene, og livet og lyset og alting blev til. Nu sker det igen i Maria. En nyskabelse. En ny begyndelse. Det gamle er forbi – se, noget nyt er ved at blive til.


 Fra Maria udgik nyt liv. Jesus Kristus. Guds kærlighed i et menneskes skikkelse. Et nyt menneske, som ikke var fastholdt af det gamle - af synd og død, af livets og kærlighedens daglige nederlag. Det er det, som jomfrufødslen symboliserer: Ny begyndelse og frihed fra den gamle trædemølle. Han er et nyt menneske, så fuld af liv og så fuld af kærlighed. Og det nye for os er, at han drager os ind i sit nye liv. Han drager os så tæt ind i sit nye liv, at der ikke er forskel på hans og vores!


 Maria er et forbillede for os. Hun tog imod det nye liv. Vores opgave er at se det liv, som rækkes os lige nu i dag. For det rækkes os! Også nu i denne tid. Foråret rækkes os! Fremmede hjælper hinanden. De er engle, som kommer med gnister af liv i det grå. Naboer synger sammen. De er Maria’er, som synger på livets lovsang trods. Børn tegner regnbuer og sætter i vinduerne og insisterer på, at ”det bliver godt igen”. Mennesker insisterer på håb. Mennesker, der bærer et håb ud i verden om, at livet er stærkere end døden, er engle for os andre. Engle vandrer rundt imellem os lige nu! Ofte er de børn; børn har så kæmpestor, spontan tillid til livet, og dermed går de engle-bud til os voksne med vores realisme og kynisme og tunge tanker. Ser du livet? Gør som Maria. Tag imod! Du skal ikke tvinge livet frem selv – du skal blot være et tomrum. For Gud er det et mulighedsrum for liv! Tag imod. Lad livet vokse i dig. Måske er der et menneske, du kan smile til, når I passerer hinanden med 2 meters mellemrum? Eller et menneske, du kan ringe til, eller sende et postkort til. Livet rækkes os. Vi skal se det liv, som rækkes os, vi skal tage imod det. Passe på det og værne det. Og række livet og kærligheden videre.


 Maria er et forbillede for os. Og hun er er et billede på os. I dag lyder ordene til os: ”Helligånden skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig”. Løftet er, at Kristus-formet liv skal komme til verden gennem os. Det er da ret vildt.


 Vi er udvalgte. Ikke på grund af alle vores fortræffeligheder. Klogskab. Eller tro, eller fromhed eller ydmyghed. Udefra set: Et håbløst valg! Et uklogt valg. Her er alt for lidt! Men du er udvalgt alligevel! Du er et mulighedsrum! 


Og vi som kirke er et mulighedsrum! Jeg begyndte med at konstatere hvor tom kirken er i denne tid. Og det er jo egentlig noget sludder. For kirken er jo bygget af levende sten. Vi er de levende sten. Og vi er her – selv om vi er hver for sig, lige for tiden. Og vi er her, selv om vi kan føle et vældigt tomrum inden i os.
Men Gud ser et mulighedsrum. Bløde kroppe, hvor et gudsord med grokraft kan lejre sig, og pludselig må vores sjæl folde sine fuglevinger ud og synge en lovsang til foråret og livets Gud. Eller sjælens englevinger må løfte sig, og vi må blive engle og gå bud med gode ord om, at Gud er nær ethvert menneske i liv og død. Vi er Guds hus og kirke nu – alle os til sammen – adskilt og dog sammen – vi er Guds hus, måske et tomrum, men for Gud et mulighedsrum, som Kristus-formet liv skal strømme ud fra. Herfra skal det Kristus-formede liv strømme ud i verden. Gennem os skal det Kristus-formede liv få hoppende ben at gå på, levende tunger at tale med, varme hænder at røre med. ”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det som vi betragtede og vore hænder rørte ved: Livets ord” – det ord skal komme til verden og få krop og liv gennem os. Kristus-formet liv.


 Det sker ikke af vores egen kraft. Livet og kærligheden kan vi ikke presse frem. Det sker ved Guds ånd.
Livet rækkes os! Gud insisterer! Selv når alt håb er ude for os at se, og dødens porte synes at lukkes i for os og horisonten indskrænkes til ingenting. Et lille bitte lukket tomrum. Gud ser altid mulighedsrum. Selv hvor vi kun ser tomhed og død. En påskemorgen var en grav rungende tomhed og øde, for den rummede kun død, og døden er fravær af alt. Men Guds så mulighedsrum. Og han fyldte graven med liv. Og derfra er levende kilder flydt ud i verden. Kilder af tro og håb og lys. Og de kilder vil fylde ethvert tomrum indtil alt er en uendelig fylde, kun fylde. Fylde af hans fylde.
Amen.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.


-----
Lad os rejse os og ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab, være med os alle! Amen.

 
 
Kirkebøn 

Gud.
Ind imellem kan vi overmandes af tomhed.
Findes der mening med vores liv?
Kan du bruge os til noget?
Du ser os, som vi er. Du ser os med dit kærlige blik.
Vi ber:
Giv os mod til at være små og afmægtige.
Giv os mod til at være svage.
Giv os mod til ikke at være vise, men at have begrænset indsigt, måske være naive.
Giv os tro på, at i svaghed kan din kærlighed vokse frem, stille, uset. Med en vældig livskraft.
Herre, fyld vores liv med mening og dybde.
Fyld os med glæde.
Flyd os med kærlighed.
Lad alt det gode fra dig vokse i vores indre, indtil det må komme ud og sætte spor i verden.

Gud, du ser vores angst i denne tid.
Voldsomme billeder fra steder i verden, som er ramt af coronavirus, sætter sig på vores nethinde og i vores sind.
Gud, vi beder: Vær nær hos alle syge.
Vær nær hos de som skal dø.
Vær nær hos alle, der mister.
Vær nær med trøst og med opstandelseshåb.
Vi beder for læger og sygeplejersker og ansatte i ældreplejen og andre steder, hvor de passer på vores syge og sårbare.
Vi beder for ensomme, som ikke kan få besøg.
For hjemløse, som ikke har et sted at gå hen.
Vi beder for de sårbareste steder i verden.
Flygtninge i trange flygtningelejre, eller frygtningen,
som er fanget i et limbo mellem lukkede grænser.
Vi beder for mennesker, som lever alt for tæt i verdens slumbyer.
Mennesker i det lukkede Gaza.
Gud, der er så mange sårbare steder i verden, steder som slet ikke kan klare en coronakrise.
Gud, vi bliver rådvilde og bange, når vi ser det!
Gud, pas på din verden!
Og pas på os, når vi bliver bange for, hvordan det skal gå os selv og dem, vi elsker og bekymrer os om.
Lad tilliden til livet sejre i os,
så vi går ud i verden som engle,
der planter håb for andre.


Amen.