MISUNDELSE OG FORSONING

Af Niels Hviid

1. søndag i fasten II

Prædiketekst: Luk 22,24-32
 

Bøn: Gud, vi beder, at dit ord må slå rod i os. Forløs os, forvandl vores liv. Amen.

Misundelse løber som en råd tråd gennem de læsninger, vi hører i dag. Er misundelse roden til alt ondt? Er misundelse selve grundsynden? Ja, måske! Hvad er så svaret på misundelsen – hvordan udfries vi fra misundelsens indre kvælertag?
 Kain var dødeligt misundelig på sin bror Abel. Der var forskel på dem. Der var forskel på evner og interesser. Men kan det virkelig passe, at Gud favoriserede den ene frem for den anden – at han tog imod den enes offer og ikke den andens?
 At livet gør forskel på os, det er en helt elementær erfaring. Vi kunne komme på 1000 eksempler. For mit eget vedkommende, kan jeg nok have en tendens til at tænke, at andre kommer meget nemmere til alting, end jeg gør. På teologistudiet var jeg dybt misundelig på dem, der tilegnede sig sprog og komplicerede filosofiske tankegange så let som ingenting. Der fandtes et fænomen, som hed ”spørgetime” – et par dage før eksamen kunne man komme og spørge professoren om alt muligt. Jeg kom, og hørte på, at alle mine kloge kammerater stillede spidsfindige spørgsmål om alt muligt, som jeg aldrig nogensinde havde hørt om! (vist nok – eller også så havde jeg læst om det, men glemt det igen!). Som Kain sænkede jeg hovedet, og spurgte ikke om noget som helst.
Jeg slog aldrig nogen af mine kloge venner ihjel på studiet af misundelse. Eller gjorde jeg? Glædede jeg mig oprigtigt med dem, som det gik godt for? Bidrog jeg til deres glæde? Det er helt gratis at glæde sig med andre, og gør vi det, så bliver glæden bare endnu større!


Hvorfor har vi fået så forskellige vilkår? Det har vi bare! Vi er forskellige, og livet tildeler os forskelligt. Sådan er det! Det er en meget lille ting at sidde i et auditorium på universitetet og føle sig lidt mindre begavet end sidekammeraten. Sikke dog en lille, ubetydelig ting at være misundelig over! Hvad med de virkelig store forskelle i livet – som én i gudstjenestegruppen sagde: ”Hvor er jeg dog heldig, at jeg er født i Danmark – jeg kunne lige så godt have været født i Syrien”.


Livet gør forskel. Og når vi mærker det, er der ikke langt til at tolke, at Gud tildeler os forskelligt, og at han elsker den ene frem for den anden. Men det er vores tolkning. Eller vores følelsesmæssige affekt. Misundelsen udløser vrede – vrede på den anden, og vrede mod Gud, som har forfordelt os.
 Historien om Kain og Abel er nedskrevet af et menneske – et menneske, som helt sikkert også har kendt til misundelsens indre kvælertag. At Gud ikke tog imod Kains offer, det må stå for forfatterens regning. Det er sætningen om at ”Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod”, som jeg anker over. Det står bare dér, som et objektivt fact – hvordan kan han vide det, den gamle forfatter, som har skrevet historien ned – det er hans tolkning – det må stå for hans regning!


Gud har nemlig en helt anden historie at fortælle. Og den historie har han fortalt i sin søn, Jesus Kristus. Det er en historie om, at han elsker alle sine børn udelt. Det er en forvandlingshistorie. En forvandlingshistorie om, hvordan Gud satte sig for at forvandle os og sætte os fri af misundelsens indre kvælertaget. Hvordan? Der må kærlighed til! Masser af kærlighed! Så meget kærlighed, så det er selvindlysende, at der er nok til enhver.
 I evangelieteksten i dag sidder vi til bords med Jesus og disciplene. Det er skærtorsdag aften. Jesus har lige givet dem sig selv. Sit liv, sin kærlighed, sin tro og sit håb. Han har erklæret sit dybeste fællesskab med dem i liv og død, da han har indstiftet nadveren, og delt sig selv ud til dem.
 Men selv ikke sådan en kærlighedshandling synes at være nok? Næppe har de tygget af munden, før de begynder at skændes om, hvem af dem, der er den største! Har de ikke fattet en pind? Nej, misundelsen har stadig tag i dem! Hvordan skal vi nu forklare det?  


Filosoffen René Girard har beskrevet den sociale mekanisme, som han kalder ”det mimetiske begær”. Mimetisk – det er noget med at mime eller efterligne. Det efterlignende begær. Det mimetiske begær efterligner den anden, og stræber efter det, som den anden har. Vi kan se det i sin rene form hos børn. Hvis det ene barn sidder og er optaget af at lege med en dukke, og der kommer et andet barn, så haps! så tager det andet barn dukken. Hvis det første barn græder, så bekræftes det andet barn i, at dukken er interessant og værdifuld. Kom en voksen hen og gav det barn, som nu græder, en dukke præcis magen til, ville det sandsynligvis ikke have nogen effekt! ”Nej, jeg vil have min mistede dukke tilbage, præcis dén, som det andet barn har nu. Ikke fordi den er bedre eller anderledes end alle mulige andre dukker. Men fordi det andet barn har den!” Vi ved også instinktivt, hvad der ville ske, hvis det barn, hvis dukke var blevet snuppet, var helt uanfægtet af tyveriet og bare glad gav sig til at lege videre med en bil – så haps! efter et halv minut ville bilen også være stjålet, og dukken havde for længst mistet sin attraktionsværdi!


Det er det mimetiske begær. Det begær, som vil have det, som den anden har – blot fordi den anden har det!
Det mimetiske begær er en stor ulykke. Det mimetiske begær starter krige, i det store og i det små. Det mimetiske begær slår ihjel. Liv og glæde og fællesskab og kærlighed, slår det ihjel.
Hvad kan løse misundelsens indre kvælertag?


Jesus giver os et forbillede. I skal være som mig, dén der tjener. Og så gav han disciplene sig selv. Men problemet er: et forbillede giver os noget at leve op til, hvis vi kan. Men det forløser os ikke. Der må en frelser til. Så Jesus gør sig til vores frelser.


Hvad kan forsone de to rollinger, som skændes om den samme dukke? Eller hvad kan forløse to søskende, der et fanget i misundelsens kvælertag over, hvem der er mest elsket af forældrene eller af Gud? René Girard har et bud – et radikalt bud: Det eneste som kan forsone de to fjender er, at de får en ny fælles fjende, som de kan skyde skylden på. En syndebuk!


Det mimetiske begærs mekanisme er ikke køn – det ser bestemt ikke kønt ud, at jeg vil have det, den anden har, blot fordi den anden har det. Men syndebuks-mekanismen er SLET ikke køn: at det eneste, som kan forsone os - som i misundelse har hidset os op imod hinanden og imod Gud – er, at vi rotter os sammen mod en uskyldig og giver ham eller hende hele skylden! Det er for alvor grimt!
 Men Jesus går ind på det vilkår. Han accepterer, at det er det, der må til. Og så gør han sig til syndebuk.
 Vi kan nok ikke forstå ham. For os havde det været mere forståeligt, hvis han var blevet gal på de dumme disciple! Hvis han havde skreget: I idioter, fatter I ikke en brik? Her er jeg i færd med at give jer alt, hvad der er værd at eje i himlen og på jorden: Guds udelte kærlighed og mit eget liv. Og så sidder I dér og skændes om, hvem der er den største! I er så små og ynkelige i jeres latterlige misundelse! Jeg har fået nok af jer, nu skrider jeg!” Havde han sagt det, SÅ kunne vi have forstået ham. Men det siger han ikke.
 Han indser, at den eneste måde at forsone dem med hinanden og med Gud er, at en syndebuk må føre dem sammen. Og så vælger han frivilligt at blive syndebukken. Han slukker vores misundelse og vores vrede mod hinanden og mod Gud ved at gøre sig til syndebuk.


Hvornår ophører misundelsen? Hvornår kan jeg lægge den fra mig? ”Når jeg får lov at være mig, når jeg er accepteret som mig”, sagde én i gudstjenestegruppen. Det er sandt.
 Hos Jesus kan vi være som vi er. Med vores misundelse og vrede og alt, hvad vi indeholder. Selv hvis det forholder sig sådan, at der må en uskyldig syndebuk til, for at forsone os med hinanden og med Gud, så går han ind på det vilkår. Derfor kalder vi ham vores frelser. Der må kærlighed til, masser af kærlighed. Og større kærlighed har ingen.
 Således forsonede, kan miraklet forhåbentlig ske, at vi ser, at misundelsen er grundløs. Jesu arv er så stor, at der er nok til alle. Guds kærlighed er så grænseløs, at der er nok til alle.


Og således forsonede kan vi forhåbentlig tage imod hinanden, passe på hinanden, værne hinanden, styrke hinanden, glæde os med hinanden. ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre”, siger Jesus til Simon – og til os. ”Styrk dine brødre – og søstre”. Dermed svarer Jesus på Kains tvære spørgsmål: ”Skal jeg vogte min bror?” Ja, du skal ikke blot våge og vogte over ham, du skal også styrke ham, sådan som jeg har styrket dig, siger Jesus. Og så styrker han os igen – med sig selv.
Amen.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
-----
Lad os rejse os og ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab, være med os alle! Amen.
 
Kirkebøn 
Herre. Gør mig til redskab for din fred!
Hvor hadet gror, lad mig så kærlighed.
Hvor uret råder, lad mig skabe ret,
hvor tvivlen nager, lad mig bringe tro på dig.
Hvor mørket truer, lad mig tænde lys.
Hvor håbløsheden hersker, lad mig bringe håb.
Hvor sorgen knuger, lad mig bringe trøst fra dig.
Herre, lad mig ikke tænke på,
om jeg bliver trøstet, men om jeg kan bringe trøst,
lad mig ikke tænke på, om jeg forstås,
men om jeg kan forstå,
lad mig ikke tænke på om jeg elskes,
men om jeg kan elske andre.
Gør mig til redskab for din fred!
Herre. Når vi forlader skyld, vil du forlade,
for det er ved at give, at vi får,
og ved at dø, at vi opstår!

Herre, hør os, når vi et øjeblik er stille for dig.

Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke og sygdom; vi ber dig for alle her blandt os, der har mistet; vi ber dig for alle her blandt os, der gruer for dagen i morgen. Åben vore hjerter og åben vore øjne, så vi ser dem, der har brug for os. Herre, du ser, hvor tit vi svigter og fejler. Du ser når vi krænker andre og ødelægger livet for hinanden. Tak, at du elsker os alligevel; tak at du indbyder os til dit bord og til dit fællesskab nu og i evighed. Vær med os, når vi fristes til at gå vores egne veje. Herre, lad os følge din vej, så vi tjener hinanden.

Vi ber dig for os alle her i Gellerup, at vi sammen må opbygge et samfund, hvor tillid og fællesskab er nøgleord, og hvor ingen er udenfor.
Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup. Tak for det fællesskab, du i dåben satte os i – tak at vi har følgeskab på vejen. Hjælp os til at styrke hinanden.
 
Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Vær også nær hos os, når vores sidste time kommer, og giv os en glædelig opstandelse i din kærligheds lys, på den dag, hvor alting i himlen og på jorden skal sammenfattes i dig, og du skal være alt i alle. Amen.

Bortsendelsesord

Jesus siger:
Styrk dine brødre


Paulus skriver:
Tjen hinanden i kærlighed.


Paulus skriver:
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud, men gav afkald på det, og tog en tjeners skikkelse på…”


Jesus siger:
Ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer…
- Den korsfæstede og opstandne frelser,
- Fred være med jer