KODEORDET ER "HERLIGHED"

Af Niels Hviid

 

5. søndag efter påske, 24/5 2014

Prædiketekst: Joh 17,1-11

Herlighed - at være ét

Bøn: Jesus Kristus; lad os høre dit ord, gør os til ét i dig. Amen.  

Det første kodeord er ”herlighed”.

”Herligt! Dette er herligt”, tænkte han, og åndede den lune, krydrede natteluft dybt ned i lungerne. ”Hvis det ord nogensinde giver mening, så er det nu”, tænkte han. Han var 18 år. Han havde lige fået studenterhuen på netop i dag, den lå på havebordet foran ham. Der stod en masse navne indeni, så mange, at de masede og skubbede til hinanden for at kunne være der. Hans dansklærers navn stod to gang – hun havde godt nok protesteret, da han var kommet hen til hende med huen for 2. gang, og hun havde hårdnakket påstået, at hun altså havde skrevet i den. Det mente han bestemt ikke. Dér ved havebordet havde han opdaget, at det var rigtig nok, og han var blevet lidt flov. Men det var jo lige meget! For alting var så herligt! De løftede champagneglassene, og han så rundt på vennerne; de kendte ansigtstræk var milde i skæret fra stearinlysene. De her venner, de, som kendte ham så godt, de havde fulgt hinanden, og de skulle vel følges ad gennem livet – sammen kunne de klare alt, det var hermed bevist, tænkte han. Verden lå åben – livet lå åbent. Alle de sommerfugle, der havde været i maven i morges, var nu blevet til kildrende champagne-bobler under huden. Livet var lige nu – og alting var i gære – livet var for alvor ved at bryde igennem!”

Sådan kunne en fortælling om herlighed lyde? Måske har du selv en erindring om et tidspunkt, hvor livet var totalt herligt, hvor tiden stod stille, og livet var nu, og alt var i sin vorden? 

Jeg tænker om det kunne være sådan, disciplene følte det, da de sad dér ved festbordet påske-aften og kiggede rundt på ansigterne i skæret fra olielamperne - disse kendte ansigter. Så havde han brudt brødet og skænket vinen. Og måske havde de følt denne sitren under huden – nu begyndte livet, alt var i sin vorden? Her er vi – nu begynder det!

Måske var én kommet i tanke om den gamle salme: 

”Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen!

Det er som den gode olie på hovedet,

der flyder ned over skægget, over Arons skæg,

ned over kjortlens halsåbning.

Det er som Hermons dug, der falder på Zions bjerge.

For dér giver Herren velsignelsen, livet i al evighed”. 

”Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen…”

Måske er det den stemning, Jesus griber, da han beder bønnen for sine disciple. Og i dag - en søndag i maj i 2014 - beder han for os, som nu i dag er hans disciple. Og hvad beder han om? - Han beder netop om herlighed! ”Fader, herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig… Jeg har herliggjort dig på jorden… herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til… Jeg beder for dem, du har givet mig… jeg er herliggjort i dem…”

Jesus udvider ordet. Herlighed er ikke bare sådan noget helt jordnært, som når der er vin eller champagne i glasset og man sidder i godt lag – men herlighed er noget helt himmelsk! I Bibelen er herlighed et kæmpe stort ord. De gamle forbandt herlighed med Gud – Gud i sin vældige majestæt på sin trone og med alle englene rundt om sig. I fadervor er ordet oversat med ”ære”: ”For dit er riget, og magten og æren…” Guds er riget og magten og herligheden. Ja, og herligheden tilhører også Jesus; han havde del i herligheden før verden blev til, siger han, og det er dén herligheden, han vender tilbage til. Og så siger han noget underligt. Dén himmelske herlighed, som virker så fjern fra den her verden og det liv, som er vores, den himmelske herlighed tilhører også os, for han er herliggjort i os! Han i os.

Den champagne-boblende fornemmelse under huden: livet er lige nu - og det er i sin vorden – det er ved at bryde igennem... Hvor er det godt og herligt, når brødre og søstre sidder sammen…

Og ja! Siger Jesus. Det er netop livet – at være sammen, ja, endnu mere: at være ét – med Gud – og med ham – og med hinanden. Det er herligt! Det er herlighed – at være ét! 

Herlighed og ære er altså ikke på bekostning af de andre! Hvorfor er det, at vi tit skal hævde os på bekostning af andre? Hvorfor er det, at hvis én fortæller en historie, så overtager jeg lige scenen med en historie, som er bedre eller sjovere? Hvorfor er det, at meget i livet handler om at have de fedeste ting, den fedeste løn? Hvorfor er det, at mødre i dette land systematisk bliver placeret i mødregrupper, hvor de sammenligner børn som var de bilkort – de konkurrerer på afkommets vægt, udvikling og babyudstyr? Hvorfor er det, at hvis én hiver sin smartphone op af lomme af ét eller andet mærke, så holder jeg straks en lang tale om, hvorfor iPhone bare ER bedre – ikke fordi jeg ved noget som helst om det, men bare fordi, der tilfældigvis er sådan én jeg har! Hvorfor er det, at jeg hele tiden sammenligner mig selv i stort og små med de andre, i en evig, indre konkurrence? En konkurrence, der ikke bare slider på mig, men som også slider hårdt på de gode relationer. Hvorfor er det, at jeg ikke bare kan glæde mig med de glade og græde med de, der græder, uden at skulle fremhæve mig selv? 

Konkurrencementaliteten imellem os gør, at når vi rammes af livets hårde vilkår, så tager vi straks skylden på os selv, og smyger os skamfuldt langs væggen. Men det er da ikke skamfuldt at blive ramt af stress eller arbejdsløshed eller sygdom eller barnløshed eller tab, eller hvad livet ellers kan ramme os med. Vi tænker, at vi lider præstigestab. Tja, så gør vi måske det. Men præstige er ikke det samme som herlighed! Langtfra!  Herlighed ejes ikke på bekostning af de andre. Herlighed eksisterer kun i fællesskab – med Gud – og med Kristus – og med hinanden. Den enhed, siger Jesus, er livet, det sprudlende og boblende, det værende, det vordende. Og så bruger han de aller største ord, han kan komme i tanke om: at være ét - det er det evige liv!

Og derfor skal resten af prædikenen handle om, hvad det så vil sige at være ét. 

At være ét er ikke at være ens! Gud er én, men han er også tre. Gud bærer selv både enheden og forskelligheden i sig. Gud har øst alt liv på jorden ud af sig selv i al dets forskellighed! Se på menneskene – så forskellige af krop og sind, temperament, evner, sprog, kultur… Gud må have en masse mangfoldighed, forskellighed, fantasi og kreativitet i sit væsen. Vores forskellighed må høre med til vores gudbilledlighed!

At være ét er ikke at være ens. Men det er at lade det, vi har til fælles være vigtigere end det, som adskiller os. Jeg vil dig – på trods af vores forskellighed. Jeg vil dig – ja, faktisk pga. vores forskellighed. Jeg sætter pris på, at du er en anden end mig!

Hvordan bliver vi ét? Det talte vi om i gudstjenestegruppen i tirsdags. ”De ydre lag må skrælles af!”, var der én der sagde. Derfor er der løg på billedet i dag. Overfladen må skrælles af. Konkurrencen. Præstige. Og det kan nogle gange give tårer i øjnene!

Jesus viste sig sårbar. Hans herlighed var ikke forbundet med en supermands-attitude. Tvært imod. Evangelisten Johannes beskriver hans korsfæstelse som hans ophøjelse, åbenbaringen af hans herlighed. For herlighed rimer på kærlighed. Jesu herlighed er hans kærlighed. Så enkelt er det. Jesu herlighed er den kærlighed, som tåler alt, tror alt udholder alt og som aldrig hører op. Den kærlighed drager han os ind i.

Vi skal være ét. Med Gud, med Jesus, med hinanden. Er det en ny, stor arbejdspræstation, vi stilles overfor? 

Skal vi til at sammenligne vores fællesskaber med andre? Vores parforhold? Vores ”perfekte” familie? Vores sprudlende, kreative arbejdsfællesskab? Vores vennekreds? Eller skal vi til at sammenligne vores kirke eller menighed med andre kirker – hvor har vi det fedest? Hvor er fællesskabet mest perfekt? Hvor er enheden næsten uden skår eller hakker? Skal vi nu også til at have stress over det?

Nej! Enheden er dybest set ikke noget, vi kan skabe eller slide os til! Enheden er Guds, fordi den er Guds væsen. Præcis som forskelligheden er Guds væsen.

Jesus skaber omkring sig et rum, hvor enheden kan vokse og trives. Det er hans herlighed, hans stråleglans, hans ære! Hans kærlighed er det rum.

Lad os stille os ind i det rum, måske ved at turde at skrælle de overfladiske lag af! Lad os gå ind i det rum med vores forskellighed, med vores modsætninger, det vi strides om og kæmper om, med al vores sårbarhed og svaghed. Kristus lever i os. 

Mærk champagneboblerne under huden. Livet er nu, det er lige her, det er i sin vorden. For Kristus er i os. Lev det evige liv, hudløst, i dag. Vær enhedens katalysatorer. Kristus er i os. Tag imod den enhed, som rækkes. Kristus er i os. Amen.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

-----

Lad os rejse os og ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed 

og Helligåndens fællesskab 

være med os alle! Amen.

(Tak til sognepræst Andreas Christensen for billedet af sommerfuglene i maven, der bliver til champagnebobler under huden!)

Kirkebøn

Herre, vor Gud, himmelske Far! 

Tak for liv og vækst. Tak for sol og for grøderegn. Vi ber dig for hele den verden, som du har skabt. Hjælp os til at se, at din verden er hellig, så vi værner og beskytter den, og så vi deler dine gode gaver med hinanden. Giv os kræfter til at kæmpe mod alt det i verden og alt det i os, som ikke er af dig.

Jesus Kristus, Guds søn. Drag os ind i din kærlighed. Lad os turde at leve hudløst, uden falske facader, lad os stå ved vores svaghed, og lad os tage imod hinandens svaghed som dyrebare gaver, vi skal passe på. Lad os tage imod hinandens styrker til glæde og berigelse. Kristus, vores liv, vores fællesskaber, vores kirke - alt er skrøbelige lerkar, din kærlighed er guldskatten, som skinner klart igennem alt det skrøbelige. Jesus Kristus vær du herligheden i os. Gør os til ét i dig.

Herre, vi ber dig for alle blandt os, der er ramt af sorg og ulykke. Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærdighed til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos dem, der sidder i fængsel. 

Vi ber dig for os alle her i Gellerup, at vi sammen må opbygge et trygt og godt samfund her, hvor vi værner om de svage, og hvor ingen er udenfor.

Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup og ud over hele jorden. 

Herre, hør os, når vi et øjeblik er stille for dig…

Herre, tak, at du hører vores bøn. 

Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Og giv os en glædelig opstandelse i dit ansigts lys, og vær du da alt i alle.  

Amen.

Bortsendelsesord:

Salmisten skriver: 

”Hvor er det godt og herligt,

når brødre og søstre sidder sammen!

For dér giver Herren velsignelsen,

livet i al evighed”.

Herren siger: 

Jeg udgyder vand over den tørstige jord, 

Strømme af vand over det tørre land;

Jeg udgyder min ånd over dit afkom.

Herren siger: 

Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer. Planer om lykke, 

om at give jer en fremtid og et håb.

Kristus i jer, herlighedens håb!

- den korsfæstede og opstandne frelser