HVAD ER SANDHED?

Af Niels Hviid

 

4. søndag efter påske II, 18-05-2014

Prædiketekst: Joh 8,28-36

 

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”, siger Jesus. Sandheden skal gøre jer frie. Og frie – det vil vi da sandelig gerne være!

Men hvad er sandhed? 

Er sandheden noget absolut, noget objektivt, noget evigt, uforanderligt? Noget udenfor os? 

Er sandheden et vaskepulver, som vi kan vaske os selv – eller de andre i? Uh, hvor ville det være godt at skubbe dem godt og grundigt, de andre, de skulle få en ordentlig omgang!

Er sandheden noget, som man kan tage patent på? Nu får vi en patentdomstol – så kunne man tage – om ikke universelt patent, så dog tage patent i hele EU, og det er da bedre end ingenting – selv om det ville være skønt, om vi også kunne tage patent på sandheden i Rusland!

Er sandheden ens for alle - en retning, som vi alle må vende os i, fordi den er sandheden med stort S?

Eller endnu værre: En retning som alle partout skal tvinges til at se i – er sandheden ikke bare absolut, men totalitær?

Eller er sandheden modsat: subjektiv – forskellig fra person til person, fordi vi har forskellige historier i bagagen?

Men, hvis ja, hvad er der så at være fælles om?

Eller sandheden noget, vi finder? Noget, som vi møjsommeligt kan arbejde os frem imod, afdække, komme til bunds i – som Se og Hør har afdækket og snaget i kendte danskeres privatforbrug – eller som Ekstra Bladet i denne uge har afdækket Lars Løkkes bilag? 

Er sandheden noget, som skal frem og skal siges for enhver pris? Uanset hvor ondt det gør, og uanset hvor meget det ødelægger?

For lidt over 20 år siden boede jeg ½ år i en lille landsby, Kipili, i den vestligste del af Tanzania. Meget har sikkert ændret sig siden. Det var et dejligt sted, og jeg har mange gode minder derfra. Men det var også et sted, hvor det med sandhed blev vendt op og ned for en 19-årig gymnasie-knægt fra Fur (ikke fordi at Fur er nogen metropol, men alligevel – i forhold til Kipili!).

I Kipili oplevede jeg, at åndeverdenen var meget virkelig for mennesker og meget styrende for livet. Nogen gange virkede den mere styrende end den fysiske verden, og dagligdagens reelle problemer. En frugtbar mark måtte måske ikke dyrkes, fordi ånderne holdt til dér. Et mango-træ, der bar store, saftige frugter, blev hugget om, fordi man troede, at det var hjemsøgt om natten af usynlige åndemanere, som holdt rådslagning i dets krone. Det var farligt at gå ud om natten, for mødte man en åndemaner, som gik på hænder, var det et sikkert varsel om død, og måske så man ham slet ikke; måske mærkede man bare et koldt vindpust, fortalte en af mine bekendte med opspilede øjne. Fattigdommen var enorm, man havde knap til dagen og vejen. Alligevel gav man glad og gerne væk af familiens mad til åndemanerne for at holde sig på god fod med dem. Jeg tænkte: Tænk, hvis man ikke spildte kræfter og energi på nattens dæmoner, men på dagens opgave: At dyrke marken og skaffe mad på bordet til familien! Hvor var der meget liv, der kunne være frit og godt, men som blev forkrampet og fastlåst i angst og frygt…

I kirken oplevedes et stærkt sus af frihed, når nogen aflagde den gamle tro. Det kunne ske ved, at de dansede op til alteret under høje tungetriller, og rev den beskyttelsesamulet af, som de havde båret siden deres fødsel, og lagde den fra sig dér på alteret.

Jeg kom aldrig rigtig overens med, hvad jeg skulle tro og tænke om det med ånderne og åndeverdenen. Kun at det var en uvirkelig virkelighed, som var så virkelig for mennesker, at den styrende og bandt og ødelagde livet. Og at troen på Guds kærlighed i Kristus har en frisættende kraft, som dér blev meget konkret!

Og vi må spørge os selv: Hvad er det, det styrer og binder og hæmmer vores liv? Hvad er det jeg gør, måske af angst, og som hæmmer livet? Lader jeg angsten styre mit liv? Genfortæl historien og udskift selv ordet ”ånder” med et andet ord, der passer ind i dit liv! 

 I en lidt anden boldgade: Jeg læste en artikel af forfatteren Majbritte Ulrikkeholm. Hun skriver: 

”Engang havde jeg den vildeste angst i mig – angsten for at binde mig og forpligte mig. Og den angst gjorde, at jeg i mange år levede uden en hund ved min side, selvom hunde er de levende væsener på Jorden jeg elsker allermest. Tænk hvis jeg ikke bare kunne gå hvorhen jeg ville, når jeg ville. Tænk hvis der sad et lille væsen hjemme og ventede på at jeg skulle komme og give ham mad, tage ham ud i naturen, være sammen med ham.

 Og den angst fyldte mig. Jeg ville for alt i verden ikke miste min frihed. Og fordi jeg for alt i verden ikke ville miste min frihed fyldte det et rum i mig. Og hvad var det der fyldte? Angsten for at miste min frihed. Og der hvor der er angst, kan der som regel ikke være ret meget andet”.

Da jeg læste det, fik jeg nærmest omgående lyst til at gå ud og købe en hund! Genfortæl historien. Hvad er det, jeg lader være med at gøre, måske af angst, så det levende, varmen og ømheden ikke får plads? Genfortæl historien og udskift selv ordet ”hund” med et andet ord, der passer ind i dit liv!

 

 Det er ikke sikkert, at det er så let for os selv at se, hvad det er vi gør eller undlader at gøre, som hæmmer livet.

Saulus var fast overbevist om sin sandhed. Den gamle sandhed. Den stod skrevet med gamle ord på gamle blade. Den stod mejslet på stentavler, sandheden. Og Saulus var villig til at gå langt for sandheden. Af kærlighed til Gud og af kærlighed til det liv, som var betroet af Gud. Selvfølgelig ville han kun det gode, Saulus, og han skyede ingen midler, han sparede hverken sig selv eller andre. Han blev en forfølger. De, som havde forladt sandheden, var farlige; de lokkede andre i afgrunden; de skulle forfølges om det så var helt til Syrien, eller hvor nu løgnens gift spredte sig hen.

 

 Men Saulus blev standset på vejen. Noget kom ham i møde. Noget greb ham. Han havde søgt sandheden. Og han blev standset af kærligheden. Mens han var seende, var han blind for kærligheden. Men da han blev slået med blindhed, begyndte han at se. Pludselig begyndte de gamle ord, på de gulnede blade at åbne sig, som døde, skællede bøgeknopper, der bliver levende og åbner sig i maj når det grønnes. Nyt liv groede ud af ordene på de gamle blade. 

 Og Saulus blev en anden. ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning”, siger han selv. Han blev Paulus. Stadigvæk lige så brændende i sit engagement, stadigvæk lige så kompromisløs, når det gjalt ham selv. Stadigvæk lige så grænseløs – før skulle Guds sandhed gøres gældende fra Jerusalem til Syrien. Nu skulle Guds kærlighed gøres gældende  i hele verden, først i Lilleasien, så i Grækenland, så i Italien, og på vej til Rom, da han skriver Romerbrevet, er han allerede i tankerne på vej til Spanien, og tanken er vel at nå hele vejen rundt om Middelhavet. ”Guds kærlighed tvinger os”, skriver han.

 

 Når vi hører om Paulus’ forvandlende møde i Apostlenes Gerning kunne det lyde som en forvandling på et øjeblik, et fingerknips. Selv fortæller Paulus, at han tog bort til Arabien i 10 år uden at tale med nogen af de oprindelige apostle. Han måtte synke og fordøje, han måtte tænke og erfare. De gamle, gulnede blade måtte have tid til at åbne sig. Men han var blevet dybt grebet, mødt, og det møde kunne ikke gøres om.

  Sandhed er det noget vi finder?

 

Nej, sandhed det er noget vi får givet. Noget som kommer os i møde, griber os. Fordi den ikke er et upersonligt, abstrakt begreb. Den er noget relationelt – noget, der sker mellem personer. Ligesom forelskelse – noget, vi bliver grebet af i mødet med en anden. I forelskelsen bliver vi så grebet, at vi ikke bare kan ryste os fri. Den griber os, den griber vores krop, vores følelser, vores vilje – pludselig vil vi ikke andet end den elskede. Kærligheden tvinger os. Men den gør os også frie fra vores gamle, uforelskede, upoetiske menneske. 

Der er mange sandheder. Ikke alle er opbyggelige!

 

Den sandhed, som er værd at samle på, opbygger. Den giver liv. Forskønner livet. Gør det større. Smukkere. Derfor er den eneste sandhed, som det dybest set er værd at samle på: kærligheden.

 

 Omfortæl hele menneskehedens idéhistorie og tørst efter sandheden, og erstat ordet ”sandhed” med kærlighed! Eller rettere: Lad bare være – og lad Gud gøre det! For sandheden og kærligheden er ikke noget, du selv skal lede og søge dig frem til!

 Gud vil møde dig med sin sandhed, sin kærlighed. Han vil vende dig om, forvandle dig. Han vil omfortælle din historie, erstatte de hæmmende og destruktive ord med nye, åbnende, livsforvandlende. Ord, der sætter fri. Ord, som indsætter ømhed og varme. Ord, som får livet til at vokse vildt og frodigt imellem os. Gud vil omfortælle vores historie, som kun han kan, med opstandelseskraft og opstandelsesnærvær. 

Amen.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

-----

Lad os rejse os og ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed 

og Helligåndens fællesskab 

være med os alle! Amen. 

 

Herre, vor Gud, himmelske Far! 

Du har skabt os, og du kalder os ved navn. Forfra og bagfra omslutter du os; du kender os helt igennem. Du svøber os i din kærligheds kappe, som dækker alt det utilstrækkelige i os, det som fejler og ikke slår til, det, som hæmmer livet. 

Du lægger dit sind i vores. Du erstatter vores blinde sandhed, som søger vores eget, med din kærlighed og ømhed. 

Herre, lad det ske! Lad din kærlighed gøre os frie, så livet vokser og gror imellem os. Lad os se dem, som har brug for os, lad os række ud mod hinanden med bløde hænder og forsigtige ord.

Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke. Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærdighed til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos dem, der sidder i fængsel. Vær meget nær hos dem, der lider under krigens rædsler. Vi ber dig: Lad der blive fred mellem alle folk og nationer.

Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup og ud over hele jorden. 

I dag ber vi særligt for det arbejde, som Eva og Jonas står i nede i Tanzania. Velsign dem, og lad dem være en velsignelse dér, hvor de er.

Herre, hør os, når vi et øjeblik er stille for dig…

Herre, tak, at du hører vores bøn. 

Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Vær også nær hos os, når vores sidste time kommer, og svøb os i din kærligheds kappe på den dag, hvor du sammenfatter alt – det himmelske og det jordiske i dig, og du skal være alt i alle. 

Amen.

 

 

Bortsendelsesord:

 

Paulus skriver: 

Kristi kærlighed tvinger os.

Paulus skriver: 

Kristus døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.

Paulus skriver: 

Gud forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste.

Paulus skriver: 

Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! 

- Den korsfæstede og opstandne frelser