FRA JULENS MYSTIK TIL RÅ SOCIALREALISME

Af Niels Hviid

29-12-2013

Prædiketekst: Matt 2,13-23

Bøn: Vor Gud og far. Kom til os; lad os høre dit ord, lad os mærke din julefred midt i al den ufred, som kan være rundt om os og inden i os. Amen.

[Lars Lillholt: ”Julenat i Betlehem”]

Julens læsninger emmer af mystik: Englebudskab og engle-sang, drømmesyn, himlen som transcenderer jorden. Orientens stjernetydere, som aner, at noget helt underfuldt er sket. Et himmelsk drømmeslør lagt ud over fortællingerne. Store ord og stor symbolik, som peger hen mod skjulte dybder.

I dag lander vi hårdt på jorden. Et fattigt par drevet på flugt af en syg diktator, for hvem små menneskers små liv er en ubetydelig brik i det store magtspil. Historier om flygtninge hører vi hver eneste dag. Lige nu foregår den historie i Syrien. Billederne af forkomne flygtningebørn i Bakaar-dalen i snesjap og alt for kolde telte prenter sig ind på nethinden. Og historierne om ofrer for massakrer, kender vi også alt for godt. Lillejuleaften meldtes der om, at olietønder med sprængstof var blevet kastet ned over Aleppo i Nord-syrien, og at mere end 300 var blevet dræbt – heriblandt mange kvinder og børn. Og der tales om, at Den Centralafrikanske republik kan blive det nye Rwanda. Og hvordan er det gået i Betlehem siden barnemordet – har Betlehem fundet fred? De, der bor i Betlehem i vore dage, lever stadig midt i spændingerne bag de høje mure.

Julesøndag er julens mystik pludselig forsvundet og Matthæus’ fortælling er nærmest blevet rå socialrealisme. Pointen er: Jesus-barnets verden er ikke en eventyr-verden. Det er også vores verden med alt, hvad den indeholder. Hvilket trøsterigt evangelium er der så at hente hos Matthæus i dag? Vi tager en lille omvej til Egypten!

Selma Lagerlöf har i sine Kristus-legender fortalt om flugten til Egypten. Hør engang: 

Langt ude i en ørken i Østerland stod en mægtig palme. Den var større end alle andre palmer, og den havde måske stået der i 1000 år. Man sagde om den, at den ville blive højere end obelisker og pyramider.

Som palmen nu stod der og skuede ud over ørkenlandskabet, fik den en dag øje på et par, som kom vandrende helt ude ved horisontens grænse. Som de kom nærmere kunne palmen se, at det var en mand og en kvinde.

Uvilkårligt tænkte den: ”De må dø. Ingen burde vove sig ud i ørkenen, hvis han ikke har rødder, der når ned til de dybeste vandårer. En 7-foldig død venter dem. Tørst, løver, slangebid, sandstorm, røvere, solstik, alene angsten vil drive dem til vanvid”. 

Palmen blev sørgmodig. Den prøvede at tænke på noget andet, men i hele synskredsen, var der intet, som kunne aflede dens opmærksomhed. Igen kiggede den på de to. Palmen var langsynet, som gamle nu er. ”Ved tørken og ørkenvinden”, udbrød den. ”Hvad er det, kvinden bærer på? Et barn! De har slæbt et barn med herud. Og det er næsten nøgent. Og de er uden lastdyr, uden vandsæk, har blot det nødtørftigste med”.

Nu forstod den, at de var flygtninge. Den syntes næsten, den kunne se deres historie for sig – hvordan fjender var kommet stormende ind i byen, kvinden var faret ind i huset, havde revet barnet op af sengen, råbt til manden, at han skulle komme med med det samme. Og så har de været på flugt uden stop siden.

”Hvor er kvinden dog smuk”, tænkte palmen. ”Hun minder mig om en anden, som engang gæstede min oase”. Og så mindedes den dronningen af Sabas besøg for mange århundreder siden. Hun havde været på vej hjem til sit land, fulgt et stykke på vej af kong Salomon. Og her var de stoppet op for at tage afsked. ”Til minde om denne stund”, sagde dronningen, ”lægger jeg en dadelkerne i jorden, og jeg byder, at der af den skal spire en palme, som skal vokse og leve, til der i jødeland fremstår en konge, som er større end kong Salomon”. Og så havde hun lagt kernen i jorden.

Palmen hørte en vidunderlig, stærk susen i sin krone. Det var som en vemodig dødssang, som om, at nogen snart skulle gå bort. ”Det er godt at vide, at det ikke gælder mig selv, eftersom jeg ikke kan dø”, tænkte palmen. Dødssangen måtte gælde de fremmede; og dødsangsten kunne da også læses i deres blik, da de gik forbi et kamelskelet i vejkanten. Den lille familie var nu kommet helt hen til oasen. Men håbet om at finde vand dér, svandt hurtigt ind. Udmattede og med udslukkede blikke sank de om ved siden af et udtørret vandløb. Kvinden satte barnet fra sig. De orkede ikke at gå videre. Palmen hørte deres stille samtale. Samtale om, at her måtte de dø; samtale om flugten fra kong Herodes, og at han havde ladet alle drengebørn under to år myrde. Samtale om, om det havde været nådigere at været blevet, en lettere død. ”Gud hjælper os nok”, sagde kvinden.

Den vemodige susen i palmens krone blev stærkere. Kvinden havde åbenbart også hørt den, for hun så op. Og så udstødte hun et råb: ”Dadler, dadler!” Håbet i hendes stemme var så stærkt, at den gamle palme ønskede at den ikke havde været højere end en tornebusk. Men den vidste, at det ville være helt umuligt for de små mennesker at nå klaserne i en så svimlende højde. Manden vidste det også; han løftede ikke engang hovedet. 

Men barnet var vågnet og løb og legede. Han havde også hørt sin mors råb, og nu stod han og stirrede på træet. Hvordan kunne han hjælpe sin mor? Han grublede så den lille pande blev helt rynket. Endelig smilede han. Han gik hen til palmen og lagde en lille hånd på dens stamme, og sagde med sin spinkle barnestemme: ”Bøj, dig palme, bøj dig”.

Hvad var det? Palmen følte, at den lille havde en magt, som den ikke kunne modstå. Dens høje, slanke stamme bøjede sig dybt ned, som man bøjer sig for en fyrste. De skælvende blade fejede hen over ørkensandet. Barnet løb med et glædesråb hen og plukkede så mange klaser, som han kunne bære. Da han havde fået nok, gik han igen hen til palmen: ”Rejs dig, palme, rejs dig”. Og det store træ rejste sig stille og ærbødigt på sin spændstige stamme, mens bladene spillede som harper.

”Nu ved jeg, hvem de spiller dødsmelodien for”, tænkte palmen. ”Det er ikke for nogen af disse mennesker”.

Næste gang en karavane drog gennem ørkenen, så de rejsende, at den store palme var visnet. ”Hvordan kan det gå til?”, sagde en af de rejsende. ”Denne palme kunne jo ikke dø, førend den havde set en konge større end Salomon”.

”Måske har den set ham”, svarede en anden af ørkenvandrerne.

Hvad er magt? Og hvad er det for en magt, der drejer historien hjul? Mattæus’ fortælling til i dag er en fortælling om, at stål og sværd, måske synes at have magt. Macheter, olietønder med sprængstof, droner, jo, de har magt og kan ændre magtbalancen i verden. Og de har magt til at drive mennesker på flugt og drive dem ind i angst og rådvildhed. 

Alligevel er våbnenes magt begrænset. Verdens undertrykkere har god grund til at ryste i bukserne for den magt, som et lille, nøgent barn i en krybbe har. En magt, som de ikke kan forstå, og som de aldrig kan bekæmpe. En stille, uset magt. Kærlighedens magt, håbets magt. Med den magt er Gud i verden. Han åbenbarer sig julenat som en magtesløs Gud, et flygtningebarn blandt tusinder af flygtningebørn. En passiv lille bylt, som føres afsted. Han er til stede midt i kaos og håbløshed. Derfor kan håbet ikke slukkes.

Da Gud identificerede sig med et lille hjælpeløst barn, afslørede han magtens afmagt. Og han viste en dybere magt: kærlighedens og håbets modmagt. En stille, ydmyg magt. En magt, der er som surdej, den gennemsyrer verden, den kan ikke udryddes. En magt som kan bøje det stolteste og rankeste sind, og få det til at bære frugt til lindring og håb.

Hvad skal vi sige til verdens flygtninge? At det hele nok skal gå, og at håbet aldrig kan slukkes, hvor sort alting end ser ud? Tog vi til Bakaar-dalens flygtningelejre med en sikker returbillet tilbage til trygge Danmark i inderlommen, er jeg bange for, at hvor velmente vores råd om ikke at fortvivle end var, ville de falde til jorden som sten.

Men jeg er 100% sikker på, at de, flygtningene dér, ville kunne fortælle os stærke, stærke håbshistorier midt i deres mørke. For jeg tror, at de møder ham, som ikke tog afsted fra sin himmel med en sikker returbillet. I dag forkynder flygtningebarnet for os, og stemmer fra verdens flygtninge kan stemme i: Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. 

Gud vil føre sin stille, usete vilje igennem på trods af mørket i verden. Hans stille vilje er som vand, der væder jorden og trænger ind i hver porre. Som ånd, der ikke kan bindes. Et håb, der ikke kan slukkes. 

Fortsat glædelig jul!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

---

Lad os rejse os og ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed 

og Helligåndens fællesskab 

være med os alle! Amen. 

Kirkebøn

Fredens Gud.

Julenat sang englene om fred til ethvert menneske; du sendte din Søn til verden med al din fred. Gud, vi længes sådan efter at mærke den fred og se den sætte aftryk i verden. 

Vi beder for en verden, splittet af ulighed, fattigdom og grådighed. 

Gør os villige til at kæmpe for fred og retfærdighed, gør os villige til at kæmpe for tilgivelse og forsoning. 

Gud, vi beder for fred i vore hjerter, midt i en urolig verden. Og vi beder dig om fred imellem os. 

Jesus elsk nu murene ned, de ydre og de indre, så at Betlehem og vi kan få fred. 

Jesus Kristus, Fredsfyrste. Læg dit sind i vores. Lad os være fredens budbringere.

Herre Jesus Kristus. Lad din julefred sænke sig her i Gellerup og ud over hele jorden. Vær med alle familier, der fejrer jul i disse dage – og med alle andre familier. Særligt ber vi dig for dem, der er alene nu i juletiden, og for dem, der sidder med tunge savn. Vær du lys i deres mørke. 

Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke. Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærdighed til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos dem, der sidder i fængsel. Vær meget nær hos dem, der lider under krigens rædsler, lad også dem mærke din fred i hjerterne nu i denne jul. Vi ber dig: Lad der blive fred mellem alle folk og nationer.

Gud Helligånd! Vi ber dig, at du ved din ånd vil velsigne og forny din kirke her i Gellerup og ud over hele jorden, så vi må forkynde stærkt og klart om den store julegave, du har givet os: Jesus Kristus, vor frelser, vor fred.

Og hør os, når vi et øjeblik er stille for dig…

Herre, tak, at du hører vores bøn. 

Alt lægger vi i dine hænder.

Amen.

Bortsendelsesord

Paulus skriver: 

Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Englene sang: 

Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker, med Guds velbehag.

Jesus siger: 

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer… Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!

- Den korsfæstede og opstandne