DU ER YNGLINGSDISCIPLEN

Af: Niels Hviid

 

2. påskedag, d. 21-04-14

Prædiketekst: Joh 20,1-18

Yndlingsdisciplen som løb

Bøn: Jesus Kristus. Mød os som du mødte Maria i gravhaven påskemorgen. Kald os ved navn. Kald os til live – du som er opstandelsen og livet. Amen.

Der løbes i dagens evangelium. Først opdager Maria Magdalene, at graven er blevet åbnet, og hun løber hen til Peter og den anden discipel, ham som Jesus elskede. Og nu begynder et nyt kapløb, Peter og den elskede discipel løber om kap ud til graven.

Jeg havde det privilegium at lære en gammel bornholmsk fisker at kende. Da han var i slutningen af 60’erne gik han til lægen – han havde fået gigt. ”Det skal løbes væk”, var beskeden. Og det gjorden den gamle fisker. Han begyndte at løbe. Da jeg lærte ham at kende, var han over 80, og han løb! Engang imellem sagde han ganske vist: ”Jah, jeg kan jo godt mærke, at jeg ikke er 80 længere”. Men han løb! Han stillede op til en masse konkurrencer; medaljebeholdningen var enorm, ofte vandt han guldmedalje, for tit var der ikke andre i hans alderskategori. Andre gange var der en anden gamling, som også stillede op – så kæmpede de om guld og sølv. Jeg tror han løb, fordi han ikke kunne lade være. Det gav ham så meget at løbe. En masse snak, når han kom forbi folk på vejen på træningsturene. En masse snak ved løbene. Han vandt en identitet som ham den gamle, seje, ukuelige. Han vandt en masse bekendtskaber. Løbere i alle generationer kendte den gamle, alle hilste på ham med smil og sagde hans navn. At være kendt og genkendt og nævnt ved navn – det kan få selv meget gamle ben til at løbe! Sikke en livsforvandling, det førte med sig det løberi!

Yndlingsdisciplen løb. I de sidste kapitler af Johannes-evangeliet spiller den anonyme yndlingsdiscipel, som vi hører om i dag, en ret stor rolle. Frem til de sidste dage af Jesu liv, har vi overhovedet ikke hørt om ham, men pludselig træder han ind i evangeliet på helt centrale steder i fortællingen. Skærtorsdag lå han til bords lige ved siden af Jesus ved det sidste måltid; langfredag stod han ved korset sammen med Jesu mor, og Jesus gav de to til hinanden: ”Kvinde, dér er din søn” – og til yndlingsdisciplen: ”Dér er din mor”. Påskemorgen er det helt naturligt for Maria Madgalene at det netop er Peter og yndlingsdisciplen, som hun opsøger, da hun rådvild opdager, at graven er blevet åbnet. Og nu opstår der et kapløb mellem Peter og yndlingsdisciplen om at komme først ud til graven. Det er yndlingsdisciplen, som vinder kapløbet – selvfølgelig, for at være elsket kan få ben til at løbe meget hurtigt! Han kigger ind i graven – han ser ligklæderne ligge der, men han er bange for at gå ind. Så kommer Peter, han som så ofte er den handlekraftige, den initiativrige, den der fører ordet, han går lige ind i graven, og så tager også yndlingsdisciplen mod til sig. ”Og han så og troede”, står der.

I evangeliets sidste kapitel møder vi igen yndlingsdisciplen. Vi er tilbage ved Genezareth sø, hvor det hele begyndte. Disciplene er vendt tilbage til deres hverdag, deres slidsomme arbejde, fiskebådene, garnene, de lange nætter på søen. Om morgenen, da de kommer ind på stranden uden fangst, står der én og byder dem at kaste nettene ud igen. De gør det – og nu fyldes garnene med fisk. Da hvisker yndlingsdisciplen til Peter: ”Det er Herren”. Igen kommer han først.

Yndlingsdisciplen er anonym; intet sted nævnes hans navn, og det har naturligvis fra kirkens første tid givet anledning til spekulation. Tidligt i kirkehistorien mente man, at der var tale om Johannes, én af Zebedæussønnerne, og derfor har han lagt navn til evangeliet. Andre har ment, at der var tale om Lazarus, fordi Jesus var så grebet af sorg, da han stod ved Lazarus’ grav. Hvad er det for et spændingsfyldt forhold, der er mellem Peter og yndlingsdisciplen? I kirkehistorien er der ingen tvivl om, at det er Peter, der vinder pladsen som den vigtigste af disciplene. Og dermed vinder Rom som kirkens hovedstad, for der er Peter begravet, og paven vinder som Peters arvtager. Men har der tidligt i kirkens historie været optræk til, at en anden skulle skrives ind på vinderpladsen – nemlig yndlingsdisciplen, som optræder på så afgørende tidspunkter, og som et par gange ”kommer først” – han kommer først til graven, og han kommer først mht. at genkende den opstandne herre. Vi kunne næsten lugte en afsindigt spændende gåde – en gåde om magt og prestige, om kirkepolitik og stormagtspolitik og personlig anseelse. I historien om yndlingsdisciplen kunne der være stof til en bestseller a la ”Da Vinci-mysteriet”!

Men dén slags historier er ikke særligt opbyggelige! Tvært imod forsøger sådan nogle historier ofte at kaste et mistænksomt lys over hele evangeliet ved at mistænkeliggøre hovedpersonerne i det. Forfatterne til de historier glemmer bare, at evangelisterne selv går forrest, når det handler om at vise disciplene i al deres menneskelighed – i evangelierne lægges der ikke skjul på, at disciplene kæmper om at være de først og største, at de tvivler, at de svigter og forråder. Mere menneskelige kan de ikke være, og evangeliet er, at Guds kærlighed og frelse netop gælder sådan nogen, der barnligt kæmper om magten, og som tvivler og fornægter!

Johannes-evangeliets forfatter er ikke interesseret i kirkepolitiske intriger eller suspekte sammensværgelser. Han er kun interesseret i én ting: nemlig at evangeliet skal høres. At tegnene skal ses. Og at det fører til tro. Og derfor tænker jeg, at mon ikke forfatteren har haft sin egen grund til ikke at nævne yndlingsdisciplens navn? En grund, der netop handler om, at evangeliet skal høres, at tegnene skal ses, og Jesus Kristus skal troes som den opstandne herre, verdens frelser. Eller mere præcist: Mon ikke forfatteren har skrevet sit evangelium præcis som han har skrevet det, for at du skal høre, du skal se og du skal tro at opstandelsens virkelighed gælder dig?

Den anonyme yndlingsdiscipel, NN. Det ligger lige for: Indsæt dit navn. Læs de sidste kapitler af Johannes-evangeliet og indsæt dit navn hver gang, der står NN. Du er yndlingsdisciplen, den discipel, som Jesus elsker. Pludselig ophæves nutid og fortid. Evangeliet rykker ind i din livsverden. Jesus taler til tro i dig. Alle tegnene er hele vejen rundt om dig – tegnene til tro, tegnene på, at opstandelseslivet vil sejre og at Jesu kærlighed er den stærkeste magt, der findes. I evangeliet bøjede yndligsdisciplen og Peter sig ind i graven og så ligklæderne ligge der – ligklæderne blev tegn til tro. Og sådan findes tegnene rundt om dig – du skal åbne dine øjne og se dem.

På sin aller første side skriver evangelisten: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”. Vi så hans herlighed. De første disciple så. Og du ser hans herlighed.

Nogle gange kan vi måske være misundelige på de første disciple. For de kom først! De så det hele med egne øjne, de hørte det hele med egne ører. Men på en måde er vi stillet lige, for indtil påskemorgen havde de intet fattet. ”Indtil da havde de ikke forstået skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde”, står der. Først i lyset af den tomme grav kunne de tyde de tegn, de havde fået, og de kunne forstå, hvad han havde sagt. Og præcis sådan er det med os. Først i lyset af den tomme grav kan vi tyde tegnene. Lyset fra graven kaster lys over Jesu liv – og vi ser hans herlighed. Og lyset fra graven kaster lys over dit liv, og du kan se og tyde tegnene, at han er her, og at du er den discipel, han elsker.

Så til sidst: Den navneløse, elskede discipel så tegnene i graven – han så og troede. Så enkelt. For Maria Magdalene var det ikke helt så enkelt. Hun så jo det samme. Men hun var blændet af forvirring, blændet af sorg og fortvivlelse. Vi er også Maria. Og indimellem kan vi blændes – det er der ikke noget at sige til, for døden er stadig en alt for stærk realitet i vores liv. Vold, had, ligegladhed, tragiske tilfældigheder, kærlighedens fallit. Alt sammen er de alt for stærke realiteter i vores liv. Maria er ikke navnløs som yndlingsdisciplen er det. Det er da Jesus hverdagsagtigt og fortroligt siger hendes navn, at hun rives ud af sin blindhed, og får synet igen.

Du er den discipel Jesus elsker. Skulle han ikke kalde dig ved navn, når du blændes af de barske realiteter i verden? ”Frygt ikke”, siger han, ”for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min” (Es 43,1). Han vil åbne dine øjne og vise dig, at dødens tid er afmålt. Opstandelseslivet er på vej – tegnene er lige rundt om dig. Guds kærlighed er den stærkeste magt, der findes. Og hans kærlighed gælder dig, den løber dig i møde med udstrakte arme. 

Den gamle bornholmer løb. Han var blevet sat i bevægelse – først af en læges ord, og siden af alt det, han vandt ved at løbe. Sikke en livsforvandling!

Også du, yndlingsdiscipel, bliver sat i bevægelse, og det er der livsforvandling i. Amen. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

-----

Lad os rejse os og ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed 

og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[Tak til Kaj Mogensen for inspiration om yndlingsdisciplen]

Herre, vor Gud, himmelske Far! 

Tak for påske morgen. Tak for foråret, tak for livsglæde og energi. Tak for stærke ord fra dig, brusende musik, fællesskab, kærlighed, alle de små og store tegn, der som en påskeomfavnelse fra dig mildt og varmt minder os om, at din opstandelseskraft er stærkere end døden, din kærlighed er den stærkeste magt, der findes. 

Jesus Kristus, tak at vi er dine elskede disciple. Giv os øjne, der ser tegnene på din kærlighed til os; giv os øjne der ser tegnene på, at dit opstandelsesliv skal sejre. Lad os være med til at sprede tegnene i verden, så andre må se dem. 

Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke. Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærdighed til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos dem, der sidder i fængsel. 

Særligt ber vi for de kristne rundt om i verden, som fejrer påske i disse dage i angst for forfølgelse, krig, vold. Vær du med dem, lad dit opstandelseslys skinne for dem. Vi ber for situationen i Syrien. Jesus Kristus, livsfyrste, fredsfyrste, vær med livets og fredens budskab dér. Vi ber for forholdet mellem jøder, kristne og muslimer i Israel/ Palæstina. Jesus Kristus, vær nær med livets og fredens budskab dér. Vi ber for situationen i Ukraine, i Den Centralafrikanske Republik – og alle steder, hvor der er ufred. Gud, lad der blive fred mellem alle folk og nationer.

Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup og ud over hele jorden.

Herre, hør os, når vi beder i stilhed.

Gud, alt lægger vi i dine hænder, forvandl verden og os i lyset af din opstandelse. 

Amen.

Bortsendelsesord:

Esajas skriver: 

Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.

”Jesus sagde til hende: Maria! Hun vendte sig om og sagde til ham: Mester”