DET, VI IKKE MAGTER

Af Niels Hviid

2 søndag i fasten II

Mark 9,14-29

Det, vi ikke magter – Han som har magten

Bøn
Herre, tal dit ord i vores indre. Læg os ordet i hjertet; fordriv dæmonerne fra vores sind, og nyskab os efter dit billede.
Amen.

Evangeliet til i dag er i grunden meget enkelt: Jesus er den, der kan genoprette vores liv, vores til tider forkrøblede relationer, og gudsbilledet i os.


Vi bærer drømmen i os om det skønne og gode liv, livet sådan som det skulle være. Det er en paradisdrøm, lagt i os fra skabelsens morgen. Vi hørte fra bibelens første sider om, hvordan vi er skabt til fællesskab – netop når vi lever i rige relationer, bliver livet rigt og helt. At vi er skabt i Guds billede indebærer, at vi er skabt til at være sammen i relationer med hinanden, med Gud og med hele skaberværket. Dét er gudsbilledet i os: ikke noget vi ejer hver for sig, men noget, vi sammen har del i, når vi tager del i rige og dybe relationer. At vi bærer guds billede i os betyder, at vi længes efter at være i de relationer.


 ”Gudsbilledet rumsterer i os” (Gudmund Rask Pedersen), men vi mærker, at det er der også andre kræfter, der gør. Selv om vi slet ikke vil det, er der ting, der river og slider i os, så de dybe relationer til vores medmennesker, til Gud og til skaberværket forstyrres. Vi ville måske gerne tro, at det forholder sig med os som på dette billede af Anders And – at vi står med en engel og djævel på hver side af os, og at det gode liv blot handler om, at vi skal tage de rette valg og lytte til den rette stemme. Men så enkelt, tror jeg ikke, det er. Det siger evangelie-fortællingen til os i dag.
 Hvis vi ellers kan høre et budskab i dén fortælling. For der er så mange ting, der skurer i ørerne! Alt det med dæmonbesættelse – hvordan skal vi nu forstå det? Pludselig konfronteres vi med et verdensbillede, som er så langt fra vores. I dag ville dén dreng vel have fået en medicinsk diagnose – måske epilepsi?
 Jeg boede som ung i Tanzania i 1½ år. Her var onde ånder, heksedoktorer og dæmonbesættelse en del af verdens almindelige uorden. Og derfor var dæmonuddrivelse også en helt almindelig del af kirkens liv. Ved mange gudstjenester blev der bedt for mennesker, som kom og fortalte, at de var besatte af en dæmon, og nogen gange gik det meget dramatisk for sig. I den landsby, hvor jeg boede, var det som om, at frygten for de onde ånder styrede og regulerede en stor del af tilværelsen. I begyndelsen af mit ophold var jeg frustreret over sammenstødet mellem mit ordnede, videnskabelige verdensbillede, og den helt anderledes virkelighed, jeg oplevede i landsbyen. Derfor begyndte jeg at læse alle de bøger, som jeg kunne få fat i, som handlede om dæmoner og åndsbesættelse. Det blev jeg ikke klogere af. For ingen bøger kunne give mig svar på grundspørgsmålet: Om dæmoner og onde ånder virkelig findes. Men med tiden tænkte jeg, at det måske også var lige meget om de onde ånder fandtes – eller om de blot var uhyggelig fantasi hos landsbyboerne, for frygten var blodig virkelighed, og frygten ødelagde liv og relationer. Faktisk i en sådan grad, at det kunne føre til drab. Når sådan noget kan ske, er det tydeligt, at så går relationerne fuldstædig i opløsning – de relationer, som skulle gøre livet dybt og rigt og skønt. Dér mistes gudbilledligheden.
 I Tanzania mødte jeg også en præstekone fra den nordlige del af landet. Hun var stor og kraftig på alle måder, ikke kun af statur. Også hendes stemme var stor og kraftig, hendes armbevægelser, hendes latter, og hendes vilje til at gøre en forskel i sit samfund. Og hendes meninger! Jeg husker, hvordan hun med en fnysen proklamerede, at hun i hvert fald aldrig nogen sinde havde hun set en dæmonbesat, men hvor havde hun mange gange set skuespil! Den proklamation vagte opsigt – og modsigelse – og jeg fornemmede også næsten en slags ærefrygt – for tænk, at hun turde sige sådan noget – ville de onde ånder så ikke netop komme efter hende? Men frygten havde ikke tag i hende, og derfor prellede al snak om onde ånder af på hende.
 Gud ske tak og lov, at vi bor i et land og i en kultur, hvor den slags frygt ikke har magt over os! Men så er der jo være så meget andet, der kan have magt over os. Også frygt. Psykolog og psykoterapeuter fortæller os, at der grundlæggende er to spørgsmål, som præger vores relationer til hinanden: Hvad ønsker du? Og: Hvad frygter du? Og noget af det sværeste for os kan være at fortælle hinanden, hvad vi frygter, eller hvad vi dybest set ønsker os. Drengen i evangeliefortællingen var besat af en ånd, som gjorde ham stum. Og tavshedens dæmoni – kender vi ikke også dén i vores relationer? Kender vi ikke til det, at samtalen kan forstumme, og vi får svært ved at sætte ord på over for hinanden, hvad vi ønsker, og hvad vi frygter… Når det bliver sådan, må den anden gætte sig til, hvad jeg ønsker – og gætter den anden forkert, kan jeg blive så frygtelig skuffet - for kender han eller hun mig virkelig ikke bedre? Har han ikke set mig? Og så bliver jeg endnu mere tavs. Tavshedens dæmoni gør vores relationer tynde og sårbare. 
 Er vi som Anders And, der står med en englen og djævlen på hver sin side, og så er det blot op til os frit at vælge at lytte til den gode stemme og gøre det gode? Hvis vi kender tavshedens dæmoni, er det måske ikke så enkelt. Noget kan holde os tilbage for at sætte ord på – måske frygten for at blive afvist, frygten for, at den anden ikke deler det, jeg ønsker.


En anden kunster har lavet et andet billede af, hvordan det kan være at være menneske. Kunstneren hedder Willem Weissmann. Billedet forestiller en kiste, flikket sammen af alle mulige små stumper. Kun en fod stikker ud og afslører, at der er nogen i kisten. Er menneskets eksistens virkelig så fastlåst, ja, død? Dog – når man kigger nærmere efter, er der håb! Den underlige kiste er fuld af håndtag – håndtag som nogen kunne gå hen og tage fat i. Der er også en brevsprække og en ringeklokke. Kontakt er mulig! Der er endda et lille nøglehul, man kan kigge ind eller ud ad, eller stikke en nøgle ind i for at låse op. Hvilket håndtag ville du gribe fat i? Det gule? Den runde, blå knop? Det lille, nede på siden? Og hvad ville der ske, hvis man tog fat i ét af håndtagene? Ville alle stumperne mon falde fra hinanden?
Hvad var håndtaget ind til den dæmonbesatte dreng, der lå som død? Måske var der flere håndtag. Tro kunne være et håndtag i fortællingen. Faderens trosbekendelse, som nærmest er en slags anti-trosbekendelse, helt fra desperationens urgrund: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Skal troen være et håndtag, skal vi så præstere en stor og fin og forkromet tro og rigtig tro? Hvis vi tænker sådan, kan vi roligt tro om - faderen demonstrerer det, hans tro er et desperat nødråb fra tvivlens grund! Og det råb kalder Jesus oven i købet en bøn: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”, siger han. Bøn må være et andet håndtag, men igen – ikke flotte, velformulerede bønner med de helt rigtige ord. Farens bøn er et råb om hjælp. Det afgørende er, at hans bøn retter sig det rette sted hen.


Og det er det vigtigste håndtag. At rette sin bøn det rette sted hen. Mod én, som har nøgler, til alverdens låse. Mod én, som kan gå igennem låste døre til låste sind, selv dødens døre og porte. En som kan genoprette vores dybeste sammenhænge, når de hænger i tynde tråde.


Måske var det i virkeligheden disciplenes fejl, da de prøvede at uddrive den onde ånd, men ikke kunne – måske havde de lige glemt Jesus – og måske tænkt, at nu kunne de vel også selv! De har set så mange helbredelser og dæmonuddrivelser. ”Man lærer vel ét og andet”. Men vi kan ikke selv. Genoprette livet, det kan livets herre. Det gælder derfor om at holde sig til den stærkeste livsmagt. Det gælder for os om, at læne os ind i den relation, som er vores dybeste. Den relation, der vil og kan forløse gudsbilledet i os, genoprette de brudte relation til hinanden, til Gud og til skaberværket. Han er vores dybeste relation, derfor kan han genoprette de brudte relationer og kalde gudsbilledet frem i os igen – og igen.


Frihed fra vores grundfrygt, tænker jeg, findes ikke i den total frihed. Frihed fra frygten findes i at læne sig ind i den relation, som er vores dybeste (sæt det sidste billede på – Dorothea Steigerwalds keramikfigur: ”Bleib sein Kind”). I den relation kan vi få kraft til at sætte ord på overfor hinanden og overfor Gud; bede Gud og hinanden om hjælp; træde ud af tavshedens dæmoni og sætte ord på vores ønsker og vores frygt. Også selv om at vores ord nogle dage kun er en klagesang: ”Jeg tror, hjælp min vantro”. Måske vil vi endda opleve det mirakel, at Gud og de andre længes efter det samme rige liv, fyldt af rige relationer, som jeg selv gør.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
-----
Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde
og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab
være med os alle! Amen.


Kirkebøn
Jesus Kristus, Guds søn. Uddriv det dæmoniske fra vore sind; af os selv magter vi det ikke; Herre, hjælp vores vantro! Lad lyset fra dit ansigt skinne over vore liv, så vi forvandles efter dine kærlige ansigtstræk. Hel vores relationer, til hinanden, til Gud, til skaberværket. Kald gudsbilledet frem i os – i os alle sammen – til sammen.
Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke. Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærdighed til de fattige og undertrykte, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos dem, der sidder i fængsel. Vær meget nær hos dem, der lider under krigens rædsler. Vi ber dig: Lad der blive fred mellem alle folk og nationer.
Særligt ber vi i dag for alle som sulter og lider nød. De som er på flugt fra krig. De som er fortvivlede, fordi de ikke ved, hvad de skal give deres børn at spise, eller hvor de skal lægge dem til at sove; de som frygter for dagen i morgen. Herre vær nær hos dem. Og Gud, giv os hjerter og hænder, der vil dele. Giv os viljer, der vil kæmpe mod uretfærdigheden i verden, og lad os begynde med den uretfærdighed, som vi selv er årsag til.
Herre, vi ber dig for os alle her i Gellerup, at vi sammen må opbygge et trygt og godt samfund, hvor vi værner om de svage, og hvor ingen er udenfor.
Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup og ud over hele jorden. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Særligt ber vi for lille Ida, som vi i dag har båret til dåben, og for hendes familie.

Herre, hør os, når vi et øjeblik er stille for dig…

Herre, tak, at du hører vores bøn.
Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Vær også nær hos os, når vores sidste time kommer, og giv os en glædelig opstandelse på den dag, hvor du sammenfatter alting, det himmelske og det jordiske i dig, og du skal være alt i alle.

Amen.

 

 
Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!”… Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det… Og Gud velsignede dem…
Fred være med jer!

Paulus skriver: ”Før verden blev grundlagt, har Gud i Kristus udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed”
Fred være med jer!

Jesus sagde til drengens far: ”Alt er muligt for den, der tror.” Straks råbte han: ”Jeg tror, hjælp min vantro”.
- Fred være med jer!
- Den korsfæstede og opstandne frelser…