Der er plads til noget mere liv!

Påskedag 2020


Af sognepræst Niels Hviid


Prædiketekst: Matt 28,1-10

”Der er plads til noget mere liv” – sådan var der én i radioen, som tolkede regeringens begyndende genåbning af Danmark her om et par dage. Ræsonnementet var, at hospitalerne har rigeligt kapacitet – de forberedte ekstra intensiv-afdelinger, er slet ikke taget i brug. Derfor den positive tolkning: Der er plads til noget mere liv – med de risici, det nu engang indebære. For livet er jo en risikabel affære, ikke blot i denne tid, men i det hele taget. Uanset hvor meget vi passer på, uanset om vi pakker os selv og hinanden ind i vat, uanset om vi beslutter os for aldrig at gå ud mere, ja, så ender det jo med at vi dør af det, livet.


Påsketro er den umiddelbare, ufornuftige tillid til livet. Påsketro er tiltroen til, at livet er stærkere end døden. Nogle gange er det en tiltro på trods af vores erfaringer. En tiltro, som kan komme snigende. Den lister sig ind på os. Den kan gå igennem låste døre, hvor vi sidder i vores isolation hver for sig. Den kan gå igennem sortsyn; den kan gå igennem lukkede tankerækker, der er gået i selvsving, den kan gå igennem hårde hjerters skal. Den kan ligefrem gå igennem lukkede grave, påsketroen.


Påsketroen har ind imellem haft trange kår igennem kirkens historie. Ofte er påsken blev fejret bag lukkede døre, hver for sig, i frygtsomhed. Vi er ikke de første. Tænk på israelitterne i Egypten, som fejrede det første påskemåltid bag lukkede døre, mens dødsenglen gik igennem Egypten. De fejrede påskemåltid med frygtsomhed og med et lille bitte håb, der næsten ikke turde tro, at om få timer skulle de åbne dørene, gå ud, gå gennem byportene, gå over grænserne ud i det åbne, frie liv. Men påsketroen talte i hjerterne; tiltroen til livet sejrede.


Eller tænk på de første disciple. Ifølge Lukas’ fortsættelse af påskeevangeliet sad Jesu venner inden døre af frygt. Alligevel gik påsketroen igennem lukkede døre og lukkede hjerter, indtil de måtte slå dørene op på vid gab og gå ud i alverden med påskebudskabet!


I det kommunistiske Albanien var tro forbudt i 40 år. Kommunistpartiet pralede ligefrem af så langt de var kommet på civilisationens stige: Her var al tro udryddet. Eller var den nu det? Efter kommunismens fald berettede folk om, hvordan deres bedstemødre en søndag om året havde taget dem med ind i et lukket rum, for nedrullede gardiner. Bedstemødrene havde kogt æg og malet dem gule, og de gav æggene til deres børnebørn sammen med fortællingen om påskemorgen; fortællingen om, at en henrettet mand en morgen gik ud af en lukket grav – lidt som en lille påskekylling, der bryder sig vej ud af den lukkede æggeskal. Livet vinder! At de havde fået de malede æg, og at de havde fået dén fortælling, måtte børnene ikke sige til nogen som helst – ikke engang til deres egne forældre. Bedstemødrene havde vel taget en kalkuleret risiko – de havde haft et langt liv, og skulle deres illoyale handling komme for en dag, havde de ikke så meget at miste. Men noget tilskyndede dem til at give fortællingen videre. Påsketroen bankede på i de lukkede stuer. Den ville ind i stuerne og ind i hjerterne, og den ville ud i verden! Den ville troes!


En gammel albansk kone fortalte selv historien om, at i hendes familie var et krucifiks gået i arv i flere generationer. Hun havde ikke kunnet nænne at skille sig af med det – så snarrådigt havde hun muret det ind i væggen i sin stue og kalket efter, så ingen kunne ane, hvad den nøgne væg skjulte. Ind imellem når livet blev hende for mægtigt, satte hun en stol frem dér ved væggen, og satte sig lidt. Eller hun sad der lidt en fredag i foråret, eller en søndag morgen. Ingen kunne ane hvorfor den gamle dame sad der og stirrede ind i væggen og måske mumlede lidt for sig selv. Var hun ved at blive lidt sær? Påsketroen lod sig ikke mure inde, men gik frit omkring.


Og sådan gik det til, at påsketroen – viste det sig – da de albanske børn var blevet voksne og Albanien var blevet frit – havde overlevet i hjerterne. Givet videre fra hjerte til hjerte. Og havde vandret frit trods alt det lukkede…


”Der er plads til noget mere liv” – sådan var der én eller anden, der helt uden at vide det holdt en lille påskeprædiken for mig i radioen, som kommentar på vores situation i Danmark i dag! ”Der er plads til noget mere liv”. Det er Guds evige omkvæd. Lige fra skabelsens morgen. Selv en langfredag fuld af smerte og skrig og død; selv en tom og sort og forladt påskelørdag nat. Selv i gravens sorte intethed. Påsketroen banker på. Den går igennem lukkede døre; den går igennem lukkede tankecirkler, som er gået i selvsving; den går igennem det hårde hjertes skal.


Mon ikke den står foran dig i dag, påsketroen, i det flimrende, hvide forårslys, som en engel og siger ”Frygt ikke - her er plads til mere liv!”. Eller påsketroen kommer dig i møde med hullede hænder, udbryder ”God morgen, frygt ikke”, ser mildt og kærligt på dig og siger: ”Her er der vist plads til noget mere liv”. Og er det mon ikke sådan, han oftest kommer til os, den Opstandne? Ikke i særlige syner og visioner, men i påsketroens stille, ukuelige insisteren. Den vil troes! Livet er stærkere end døden. 


Glædelig påske!