Brødet der stiller sulten

Brødet der stiller sulten


Midfaste søndag den 22. marts 2020 – en ”læseprædiken” i en corona-tid


Af sognepræst Niels Hviid, Gellerup Kirke

Evangelielæsning:
Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«]
Joh 6,24-35[36-37]


Bøn:
Jesus Kristus,
Du, som med livets brød
går gennem tid og rum,
giv os til hver en tid
brødet fra Himlen!
Amen.

I dag, Midfaste søndag, handler det om brød. Brødet fra himlen. Livets brød. Verdens brød. Jesus siger om sig selv: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”. Han er det brød, som stiller vores sult.   
I en sang hedder det: ”Du og jeg har en gammel drøm, en drøm som aldrig dør…” Vi bærer i vores hjerte en gammel drøm – en drøm om kærlighed, nærhed, tilgivelse, ømhed, accept. En gammel drøm ligger i vores hjerte – den er lagt der fra skabelses morgen. For vi er skabt ud af kærlighed. Gud er kærlighed. Og har hjertet først mærket en gnist af kærlighed, eller set et tegn på kærlighed, vil det altid længes. Gammel kærlighed ruster aldrig, siger vi.


En af mine gamle kærligheder er Astrid Lindgrens roman ”Mio, min Mio”. Jeg tror, at jeg første gang hørte den læst op mens vi spiste madpakker, da jeg gik i 1. klasse. Bogen handler om en dreng på ni år, Bo Vilhelm Olsen. Bo kender ikke meget til kærlighed. Han er adopteret fra et børnehjem af tante Edel og onkel Sigurd – selv om de ikke kan lide drenge, der leger og griner og larmer. Tante Edel siger direkte til Bo, at det havde været bedre, om de aldrig havde fået ham. Onkel Sigurd siger aldrig noget til Bo – undtagen: ”Du dér, gå udenfor med dig, så jeg kan slippe for at se på dig”. Så Bo kender ikke meget til kærlighed. Alligevel ser han tegn på kærlighed rundt om sig: Han har en bedste ven, Christian. Og han ser, hvordan Christians far snakker med sin søn, hjælper ham med at bygge modelfly og tegner mærker på dørkarmen, efterhånden som sønnen vokser. Der er også fru Lund, som er grønthandler, og som engang imellem giver Bo lidt slik eller et stykke frugt - et lille tegn på accept og omsorg.


Bogen er et eventyr. En aften sidder Bo på en bænk i Frederiksberg Have, og her finder han en flaske med en ånd inden i. Ånden tager ham med til Det fjerne land, og da de lander på en strand på en grøn ø, kommer kongen af Det fjerne land gående – og Bo ved straks, at det er hans far. ”Mio, min Mio”, udbryder kongen og de giver hinanden et kæmpe knus. Det er kærligheden, som har draget Bo – eller Mio som han egentlig hedder – til sin far. Deres gensidige længsel og kærlighed, selv om de kun har anet, at den anden fandtes et sted.


Nu følger en skøn tid. En tid fyldt af alt det, som Mio har savnet: Kongen ligger på gulvet og hjælper ham med at bygge modelfly, og han sætter mærker på dørkarmen som Mio vokser. I begyndelsen er Mio ængstelig og siger undskyld til sin far, når han kommer til at grine for højt. Men en dag, da Mio får et grineflip sammen med sin nye ven, ser kongen på ham og siger: ”Mest af alt holder jeg af at høre min søn le”. Da forstod jeg for første gang at jeg aldrig behøvede at være bange for min far kongen, at uanset hvad jeg end gjorde, så ville han se på mig med de samme venlige øjne som så på mig nu…”, fortæller Mio. Der findes en kærlighed, som er betingelsesløs. Det kan være forvandlende for et menneske at vide det og erfare det.


Når jeg kom til at tænke på den bog i dag, er det fordi Mio en dag rider afsted på sin hest med sin bedste ven, og møder en hyrdedreng, Nonno. Nonno tager dem med hjem til sin elskelige, gamle farmor, som spørger dem, om de er sultne. Og så skærer hun tykke skiver af et brunt brød med sprød skorpe. Mio fortæller:


”Det var det bedste brød, jeg havde smagt i mit liv. ”Åh, hvor det smager godt”, sagde jeg til Nonno. ”Hvad er det for en slags brød?” ”Jeg ved ikke om det er nogen særlig slags brød”, sagde Nonno. ”Vi kalder det brødet der stiller sulten”… Bagefter var jeg tørstig, og da jeg sagde det til Nonno, sagde han: ”Kom med mig.” Han tog os med ud i haven, og her klukkede en klar kilde. Nonno sænkede en træøse ned i kilden og hentede noget vand op, og så drak vi alle tre af øsen. Og det var det køligste og lækreste vand jeg nogensinde havde smagt. ”Nej, hvor det smager godt,” sagde jeg til Nonno. ”Hvad er det for en slags kilde?” ”Jeg ved ikke om det er nogen særlig slags kilde,” sagde Nonno. ”Vi kalder den kilden der slukker tørsten.”


 Alt er alligevel ikke er godt dér i Det fjerne Land. Der er nemlig noget, som hedder Landet udenfor, og her hersker den grumme ridder Kato. Mio finder ud af, at han skal rejse gennem Den mørke skov, til Landet udenfor og kæmpe mod ridder Kato. Han er nødt til det. For han har mødt kærligheden og er blevet forvandlet af den, og må række sig selv videre, også selv om det betyder, at den må tage kampen op mod det onde. Også selv om man er meget, meget bange, og også selv om man risikerer at dø. På rejsen får Mio og hans ven brød med. Brødet der stiller sulten. Og vand fra kilden der slukker tørsten. Bedre madpakke findes ikke.


 Du må selv finde bogen og finde ud af, hvordan det går med Mio og hans ven og kampen mod ridder Kato. Læs den selv, eller for nogle børn, eller nogle voksne. Den har dybe, symbolske lag, som et rigtigt eventyr!
 Det jeg vil tage med fra fortællingen er: Har hjertet set blot små glimt af kærlighed, vil det for evigt nære en længsel. Og det er livsforvandlende at erfare, at der findes en kærlighed i universet, som er betingelsesløs. Og har vi oplevet kærligheden, vil kærligheden rækkes videre, også på den måde, at vi må stå op imod alt det i verden, som er ondt og hårdt.


Ethvert menneske møder sin kamp. Vi er i fastetiden, hvor vi forbereder os på påsken. Ethvert menneske møder sin ensomme Getsemane have, sin forladthedens Skærtorsdag aften; ethvert menneske møder sin smertens Langfredag. Det onde og det hårde kommer vi ikke uden om. Men Jesu Langfredag siger til os: Sådan må det være, det er kærlighedens vej at stå op imod det onde og hårde i verden, også selv om det kan have store omkostninger. Og Jesu Langfredag siger til os: Du er ikke alene, når du møder din Langfredag; Jesus går med, og han kender vejen, for han har været der før. Og påskemorgen forkynder: Kærligheden kan ikke slåes ihjel, for Gud er kærlighed.


På vores vej i verden er vi ikke alene, heller ikke når vi må rider igennem Den mørke skov på vej mod det ukendte, som vækker vores dybeste angst. Også vi har fået rejsekost med. Brødet fra himlen. Livets brød. Brødet der stiller sulten. Brødet der stiller vores dybeste sult - efter kærlighed, nærvær, accept… Sulten efter tro og håb. Bedre rejsekost kan man ikke have!


Rejsekosten er ham selv. Guds kærlighed givet til os i Jesus Kristus. Så livgivende som brød, vi spiser og fordøjer, og som giver energi til hver celle i kroppen. Der findes en kærlighed i universet, som er fuldstændig betingelsesløs. Det kan være forvandlende for et menneske at vide det og erfare det. Guds kærlighed. Vores daglige brød. Han giver sig selv til os.


I dag kan vi ikke fejre nadver i kirken, som vi plejer at gøre. Måske kan vi tage et brød der hjemme hver for sig. Slukke for TV og facebook og anden støj. Sige tak. Spise det alene eller sammen med dem, vi bor sammen med. Spise det eftertænksomt. Mærke kærnerne. Mærke smag og duft. Og tænke på, at Gud giver sig selv til os. Han er i hver lille kerne og i hver eneste celle og atom. Også i det brød vi spiser. Han giver sig selv til os i skaberværket. I vores daglige mad.


Og han giver sig selv til os i sin søn Jesus Kristus. I sin betingelsesløse kærlighed vil han være lige så tæt på os som maden er på os, når vi spiser den og fordøjer den, og den bliver til liv i hver eneste celle i vores krop. Hans betingelsesløse kærlighed er vores daglige brød.  


I sin forklaring til Fadervor stiller Luther spørgsmålet, hvad bønnen om det daglige brød betyder. Hvad er det daglige brød? Og Luther svarer: ”Alt, hvad der er brug for til liv og legeme, som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende”.


 Det daglige brød er iflg. Luther også vores medmennesker. Derfor skal vi tage imod hinanden - glad, åbent, taknemmeligt - som det daglige brød, Gud giver os. Og hvis du skal tage imod de andre som dit daglige brød, må det indebære, at du også må stille dig selv til rådighed som det daglige brød for de andre. Vi skal være dagligt brød i hinandens liv. I en salme beder salmedigteren: ”Del os ud som dagligt brød til andres gavn og glæde”.


Lad det være vores bøn til Gud: ”Del os ud som dagligt brød”. Som han giver os sig selv, lad da os give os selv til hinanden. Lad os give af det, vi har. Lad os give af vores tid, af vores overflod, af vores omsorg og kærlighed. Lad os give os selv til hinanden. Lad os også finde opfindsomme veje til det midt i en coronatid, hvor vi ikke kan være sammen, som vi plejer.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Bøn:
Jesus Kristus.
Du, som går foran os
her i et søndret liv,
send os med fred og brød
ud i alverden!

Jesus Kristus.
Vær du det levende brød for os. Mæt os med dig selv. Lad os bruge løs af din kærlighed, dit nærvær, din tilgivelse; og lad os aldrig selv være nærige med kærlighed og tilgivelse. Del os ud som dagligt brød til andres gavn og glæde. Herre, åben vore hjerter og åben vore øjne, så vi ser dem, der har brug for os; send os, og gå du selv med os.
Herre, vi ber dig for alle her blandt os, der er ramt af sorg og ulykke. Trøst os, når vi er bedrøvede og bange, giv frihed og retfærdighed til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos dem, der sidder i fængsel. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Særligt ber vi for os selv og alle i denne tid, hvor vi sidder isolerede pga. virussen, der florere. Vær hos os i angst og bekymring. Vær særligt nær hos de, der er syge, og hos dem, der mister.
Gud Helligånd. Velsign og forny din kirke her i Gellerup og ud over hele jorden. Hold os fast i dette fællesskab, som du i dåben satte os i. Lad os tale stærkt og klart om din kærlighed til ethvert menneske.
Vær hos dem, der snart skal dø og dem, der skal sidde ved siden af. Vær også nær hos os, når vores sidste time kommer, og giv os en glædelig opstandelse i lyset af din kærlighed, på den dag, hvor du sammenfatter alt i himlen og på jorden i dig, og hvor du skal være alt i alle.

Amen.